Caspers bramfri bøn: Hør nu efter, Frank!

Det er 17 år siden, vi mødte dem første gang på slap line i “Klovn”-serien.
Nu er komikerne Casper Christensen og Frank Hvam så tilbage på skærmen med sæson 9 af den topunderholdende og tåkrummende komedieserie.
Og d’herrer kan godt mærke, at de er kommet lidt op i årene – begge har rundet 50 år.
– Vi er jo begge blevet ældre fysisk, og så er Casper blevet troende. Han har nu altid været søgende.

Da han instruerede sæson 8, var han næsten som den unge Casper: en stor leder, inspirator, glad. Han er den samme, bare ældre, siger Frank Hvam til TV 2.
Høreapparat parat
Heller ikke Casper mener, at Frank overhovedet har forandret sig.
– Han er den samme, som han har været i de 17 år, vi har siddet over for hinanden. Han er stadig den upolerede diamant, jeg fandt for mange år siden.

Men han kan ikke høre. Jeg tænker, at hvis vi laver en sæson 10, så skal han have høreapparat, siger Casper Christensen.
Spørgsmålet er så, om der kommer en sæson 10?
– Vi udelukker intet. Vi er klar. Men lige nu har vi andre spændende planer for de næste par år, lyder det fra makkerparret
Måske de bedste
Den nye sæson består af otte nye afsnit og komikerparret er særdeles tilfreds med resultatet.

– Det er en god sæson. Det har været en næsten barnlig glæde at lave de to seneste sæsoner. Måske er det de to bedste sæsoner nogensinde.
Det siger vi hver gang, men denne gang mener vi det, siger Casper Christensen og Frank Hvam og griner.
Det skal nok gå
I takt med at “klovnene” er blevet ældre, har deres problemer ændret karakter, mener Casper og Frank selv.
– Altså, som ung kunne man jo gå amok over en aflyst ferie, men som gammel ved man, der venter en meget større aflysning på et tidspunkt, så det er nok mere eksistentielle ting, vi tænker over nu.
Og så det fysiske forfald, siger Casper Christensen til TV 2.
