Casper Christensen er ikke længere veganer

Tilbage i 2018 afslørede Casper Christensen, at han var blevet veganer, men nu er livet uden ost, smør og honning slut.
I "Ludvigs Podcast" afslører den 54-årige far til fire, at han ikke længere spiser vegansk.
– Da jeg blev veganer, det er jeg så ikke mere, der var det nysgerrighed på fornemmelsen: Hvordan føles det i kroppen?, fortæller han og afslører, at det nu er syv år siden, han blev veganer.
– Der var man en kæmpenar. Det var besværligt, og man kunne ikke få noget mad, genkalder han.
Casper Christensen forklarer, at han valgte at blive veganer for at rense ud af noget skyld og skam, men i det lange løb fandt han ud af, at det ikke var veganismen, der kunne klare det for ham.
For ham blev det mødet med kristendommen og Jesus, forklarer han:
– Jeg blev døbt, til sommer er det tre år siden, jeg blev døbt i den kristne tro. Nu er det noget, som har en betydning for mig at tro. I mit tilfælde blev det et møde med Jesus, som fik sparket mig hen i den retning.
Christensen understreger, at det betyder virkelig meget for ham at være troende:
– Jeg har fundet en ekstrem respekt for tro i alle retninger. Det er lige meget, om du er buddhist eller muslim eller kristen, eller hvad det end er. Det kan være meget stærkt for én, og man skal virkelig respektere andre menneskers religion og tro, og man skal ikke sætte spørgsmålstegn ved det, de tror på. Jeg har min tro, og den skal jeg have lov at have, slår han fast.