Caroline Fleming sælger drømmehus: Forlanger 49 mio. kr.

Et palæ i Hellerup er ikke ligefrem billigt, men der skal hele 49 mio. kr. til, hvis du vil have fingre i Caroline Flemings megahus i Hellerup, som da også breder sig over 227 kvadratmeter.
Tv-baronessen betalte selv 24 mio. kr. for hele herligheden i 2020, og hun står dermed til en massiv gevinst og næsten en fordobling af prisen, hvis det lykkes hende at finde en køber.
Udmeldingen kommer efter hendes pr-agent Elisa Lykke forleden afslørede, at Caroline drømmer om at flytte til Dubai, og nu ser det altså ud til, at den process er godt i gang.
- Caroline har tidligere gennem rigtig mange år boet i udlandet - og hun ønsker at leve i udlandet igen. Lige nu leger hun med tanken om, at det måske skal være Dubai, men det kræver, at hun har solgt sin danske ejendom. Dette betyder med andre ord, at alle eventuelle dispositioner afventer salg af helårsboligen i Danmark, sagde Elisa Lykke i den forbindelse til Her og Nu.
Nu er første skridt altså taget for Caroline Fleming, som sammen med kæresten Frederik Kølle forleden fik premiere på deres nye Viaplay-program med navnet "Caroline Fleming og Dr. Kølle".

Det er ejendomsmægleren Lützau, som har fået til opgave at skaffe en køber til det imponerende hus i Hellerup, og de taler naturligvis ejendommen op i skyerne.
- Den smukke hall giver et sandfærdigt førstegangsindtryk af resten af husets gennemførte stil og fører dig op på første sal med svalegang og korktapet med 24 karats guldbladsdraperinger. Det store master bedroom forstærker i den grad hotelfølelsen og har masser af indbyggede skabe med håndmalede detaljer, adgang til stor altan med kig til Øresund samt badeværelse. Førstesalen har desuden et stort badeværelse med et fritstående kobberbadekar placeret med kig til himlen. Derudover to gode værelser og trappe til hems, der byder på endnu et dejligt rum, lyder det blandt andet fra Lützau, som altså gør deres til at refærdiggøre, hvorfor boligen efter fem år skal stige med næsten 100 procent i værdi.
Den nye ejer skal ikke bare hoste op med små 50 mio. kr. Han eller hun skal også være klar til at sluge en månedlig ejerudgift på horrible 17.397 kr.