
Carla Mickelborg overrasker: Starter ny uddannelse

LÆS OGSÅ: Carla Mickelborg i chok som otteårig: Han var slet ikke min far
CV'et er efterhånden relativt langt for den 36-årige Carla Mickelborg.
Hun har både gjort sig som "Fart til fire"-skuespiller, danseglad influencer, "Love Island"-vært og Viaplay-stjerne.
Men nu har frøken Mickelborg fået en ny idé til, hvad fremtiden skal bringe. For udover at hun planlægger at sælge en række nye produkter, så skal hun også tilbage på skolebænken.
Hun har nemlig tilmeldt sig en terapeutuddannelse. Det fortæller hun til Ekstra Bladet i forbindelse med årets Heartland Festival.

- Det går rigtig godt. Jeg er i gang med at udvikle nogle nye produkter, som jeg skal lancere her lige efter sommerferien.
- Det har noget at gøre med wellness og saunagus. Men jeg skal også tage en traumeterapeutuddannelse, siger hun og understreger, at der ikke bare er tale om "et weekendkursus".
Uddannelsen tager 1,5 år, og Carla Mickelborg håber, at hun kan bruge sin egen livserfaring til at hjælpe andre videre i tilværelsen.
Det er særligt de kærestesorger, hun oplevede sidste år forbindelse med sit brud fra kæresten Carl.

Det var i podcasten "Monday Bliss", at hun først afslørede, at aldersforskellen var et stort problem for det tidligere par og også årsagen til bruddet.
- Men som I også har været opmærksomme på, og mange har spurgt ind til, så har der jo altid været den her aldersforskel mellem mig og Carl, og det har egentlig ikke været et stort problem før indtil for nylig, fordi jeg havde lovet mig selv, at når jeg nærmede mig de 36, så skulle der ligesom en plan på bordet for, hvornår jeg skulle have børn, sagde Carla i sommers og tilføjede:
- Og indtil da har både Carl og jeg været indforstået med, at nu skulle vi bare lære hinanden at kende og nyde vores forhold i stedet for at være så 'on target', om man så må sige, og det er også derfor, jeg bare har været taknemmelig for de år, vi har haft sammen, for vi har virkelig haft det godt.
Bruddet var så hårdt, at hun "græd tyve gange om dagen", og hun har tilsyneladende lært så meget af den smerte, at hun nu er klar til at hjælpe andre, der bærer rundt på stykkerne af sit eget knuste hjerte.
