Camilla Ottesen i vild panik: Tæt på at misse sit fly

Den gamle regel med at møde op i lufthavnen to timer før afgang holder vist ikke på indenrigsflyvninger, og selv om man faktisk er i god tid, så kan det alligevel ende i kaos til sidst.
Det lærte den tidligere vært på "Fangerne på Fortet", Camilla Ottesen, på den hårde måde, da hun skulle flyve fra Kastrup og den halve time til Rønne.
En lille smuttur uden panik troede tv-kvinden, men selv med masser af tid var det alligevel ved at gå galt.
- Jeg var i lufthavnen fem kvartér før, men pludselig hører jeg mit navn blive kaldt op over højttaleren, og så løber jeg gennem lufthavnen badet i sved, og som den sidste kommer jeg ind i flyet. Og så siger kaptajnen, at nu er den sidste passager ombord på flyet. Det var så mig. Jeg nåede det, men det var på et hængende hår, forklarer Camilla Ottesen til SE og HØR på klippeøen, med pulsen under 100 igen.
Adrenalinen nåede dog ikke at komme helt ned på sofaniveau, for én af journalistens opgaver til kendismødet på Bornholm er at synge fællessang med Johannes Langkilde, og det kan få angstens sved frem på panden.
- Jeg synger utrolig dårligt, så jeg er faktisk mere nervøs for det end noget andet, jeg har lavet på øen. Det er angstprovokerende. Der er vist lavet en undersøgelse om, at 20 procent af os danskere ikke kan lide af synge, og jeg er så en af dem. Jeg skal synge Andreas Odbjerg, og det er jeg ved at kaste op over af nervøsitet, men jeg tager en for holdet. Det er vist solo, lyder det fra den mangeårige vært.