
Bryllup over bold: "Gift ved første blik" snupper førstepladsen

LÆS OGSÅ: Amalie Klæstrup og Otto Olrik afslører skørt skænderi om æg
Danskerne kan ikke få nok af "Gift ved første blik", og det sidste afsnit af DR-hittet var ingen undtagelse.
Finaleafsnittet, hvor parrene skulle fortælle, om de ville skilles eller forblive sammen, trak nemlig hele 924.000 seere til.
Det viser tal fra analysebureauet Nielsen.
Det imponerende seertal sender således kærlighedseksperimentet direkte op på en førsteplads over ugens mest sete udsendelser.
374.000 danskere så med live, mens 550.000 streamede sig til kærlighed, tårer og skilsmisser.
Det sidste afsnit med Otto og Amalie, Mette og Thomas samt Dorthe og Lasse bød da også på spænding til det sidste.
Her kom det frem, at to af parrene havde valgt at forblive sammen. Glæden varede dog kort - for kort efter finalen løb over skærmen kom det frem, at et af parrene alligevel havde valgt at gå hver til sit.
På andenpladsen over de mest sete udsendelser finder vi VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Grækenland, hvor 902.000 sportglade danskere så med.
Herefter følger DR-hittet "Den store bagedyst", som forventet ligger højt på listen med 791.000 seere.
