Kendte17. august 2022

Brooklyn Beckham og konen reagerer på rygter om familiedrama

Der har længe floreret rygter om, at Nicola Peltz ikke ligefrem har verdens bedste forhold til sin svigermor, Victoria Beckham
Victoria Beckham og sønnen Brooklyn Beckham.
Victoria Beckham og sønnen Brooklyn Beckham.
 Foto: Ritzau Scanpix

Hader Victoria Beckham og hendes svigerdatter Nicola Peltz hinanden?

Det har der i hvert fald længe været forlydender om, at de gør.

Der har således floreret massive rygter om, at Brooklyn Beckhams nylige hustru og hans mor har et ekstremt dårligt forhold til hinanden.

Faktisk så dårligt, at de to knap er på talefod og dårligt vekslede et ord med hinanden under det storslåede bryllup tilbage i april.

Ingen af parterne har hidtil kommenteret rygterne om familiedramaet, men det har nu ændret sig.

I et stort interview med Variety sætter det nygifte par nemlig ord på situationen.

I interviewet benægter både 23-årige Brooklyn Beckham og 27-årige Nicola Peltz, at der er stridigheder i familien.

Men de fortæller dog også samtidig, at de godt kender til årsagen bag rygterne.

De mistænker nemlig, at rygterne om uvenskabet startede, fordi Nicola Peltz ikke iførte sig den ellers planlagte kjole, der var designet af Victoria Beckham, da hun og Brooklyn Beckham blev gift.

Rigmandsdatteren, der har milliardæren og forretningsmanden Nelson Peltz som far, iførte sig nemlig i stedet en kjole fra Valentino Couture.

Artiklen fortsætter under billedet...

Brooklyn Beckham og Nicola Peltz Beckham.
Brooklyn Beckham og Nicola Peltz Beckham.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Jeg havde tænkt mig at tage den (Victoria Beckhams kjole, red.) på, og jeg ville virkelig gerne have den på, forklarer Nicola Peltz og fortsætter:

- Men et par måneder inde i processen, gik det op for hende (Victoria Beckham, red.), at hendes værksted ikke kunne lave den.

- Hun sagde ikke, at jeg ikke måtte have den på, og jeg sagde ikke, at jeg ikke ville have den på.

Også Brooklyn Beckham afviser i interviewet, at der er tale om drama.

Han understreger, at han har besluttet sig for ikke lade sig gå på af rygterne, da der ikke er noget, han kan gøre ved dem.

- Jeg har lært, at der altid vil blive skrevet den slags ting, siger han og fortsætter:

- De vil altid prøve at få folk ned med nakken. Men alle har det godt med hinanden, og det er godt.

Sponsoreret indhold