Brøler på Instagram: Er Irina Olsen med i ”Stormester”?

LÆS OGSÅ: Slår fast: Slut med TV 2-hit
Netop nu ruller sæson ni af ”Stormester” over skærmen på TV 2 Play og TV 2.
Her dyster Ane Høgsberg, David Minerba, Lars Hjortshøj, Mette Søndergaard og Mikkel Klint Thorius mod hinanden i bedste sendetid.
Meget tyder også på, at vi får en sæson ti.
For tidligere på ugen kom Irina Olsen til at smide en story op på Instagram, som hun hurtigt skyndte sig at slette igen.
På storyen blev der vist et klaptræ frem, hvor der på en grøn lap blandt andet stod ”Stormester 10” og ”Irina (IO)”
Storyen slettede hun hurtigt, men ikke inden, at man kunne nå at tage et screenshot af den.

Fredag eftermiddag er Irina Olsen til Mette Frederiksens 10-års jubilæum som partiformand, og her fortæller influenceren da også til SE og HØR, at hun i øjeblikket laver rigtig meget tv.
- Der er selvfølgelig en masse ting, jeg ikke kan sige, hvad er. Jeg har aldrig lavet så meget tv, som jeg laver nu. Vi filmer på forhånd, og jeg tror også, at der kommer mere, og jeg synes også, at der kommer rigtig mange interessante tilbud. Også en masse ting, jeg ikke har lavet før.
Og selvom Irina Olsen ikke nævner, hvad der var på den slettede story, kommer hun i interviewet ind på, at hun kom til at afsløre lidt for meget.
- Jeg har lige haft nogle optagelser, og det sjove er, at jeg kom til at poste det på Instagram, og jeg tror ikke, at der var nogen, der var hurtige nok til at se det, for jeg blev bedt om at slette det. Jeg troede ikke, at det var hemmeligt, for der går åbenbart et år, før det bliver vist.
Hvis den kommentar hænger sammen med storyen, som altså indikerer, at hun er med i sæson ti af ”Stormester”, kan vi forvente, at den får premiere om et års tid.