Kendte29. september 2021

Britiske anmeldere hylder forrygende action i ny Bond-film

Anmeldere fra The Guardian og BBC giver den nye Bond-film topkarakter, mens andre holder sig mere tilbage
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den nye film om 007-agenten, James Bond, ved navn "No Time to Die" får en blandet modtagelse af de britiske medier efter verdenspremieren tirsdag.

Mens filmen får fem ud af fem stjerner hos den britiske avis The Guardian, holder aviserne Evening Standard og Independent sig mere tilbage.

- Cary Joji Fukunaga (filmens instruktør red.) har lavet en forrygende actionfilm med "No Time to Die". Det er bare en skam, det var nødt til at være en Bond-film, skriver Clarisse Loughrey fra Independent og giver filmen tre ud af fem stjerner.

- For trods udskydelserne, rygterne og månederne, der er brugt på at bygge op til Daniel Craigs endelige afsked med rollen, er det, der er mest skuffende ved filmen, hvor underligt anti-klimatisk det hele føles.

Hun kalder den samtidig for en "god film, der har været tvunget til at rasle rundt i Bond-universet som et løst tandhjul".

Imens giver Evening Standards anmelder Charlotte O'Sullivan filmen fire ud af fem stjerner.

Hun skriver, at "en eller to eksotisk-beliggende jagtscener føltes overflødige".

Filmen er den 25. i serien, og i denne har James Bond forladt den aktive tjeneste, da en gammel bekendt fra CIA beder om hans assistance.

"No Time to Die" er samtidig skuespilleren Daniel Craigs femte og sidste tur i manegen som den ikoniske agent 007.

Clarisse Loughrey fra Independent skriver, at Craig er "fantastisk" i filmen.

Derudover skriver The Guardians anmelder Peter Bradshaw, at filmen viser en "romantisk Bond", og at agenten "ikke er bange for at vise sine følelser".

- "No Time to Die" er forbløffende, eksotisk selvbevidst, sjov og selvsikker.

- Og måske er den mest af alt stor: store actionscener, store grin, store stunts, skriver han.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210901-102320-1-1920x787we.jpg
 Foto: Nipi/Backgrid/Ritzau Scanpix

Foto: Nipi/Backgrid/Ritzau Scanpix

Anmelderen hos britiske BBC Nicholas Barber giver også filmen fem stjerner.

Han skriver, at "No Time to Die" gør præcis, hvad den skal. Nemlig "at afrunde Craig-æraen med forrygende ambition og selvsikkerhed".

- Ud over dette lykkedes den på en eller anden måde med at tage noget fra hver eneste øvrige Bond-film og binde dem alle sammen, skriver han.

Filmen havde verdenspremiere i London og kommer i danske biografer torsdag.

Sponsoreret indhold