Kendte28. juli 2022

Brendan Fraser slet ikke til at kende: Vejer over 250 kilo i ny film

Der venter et potentielt comeback lige om hjørnet for den amerikansk-canadiske skuespiller, der knuste hjerter og imponerede med vaskebræt og biceps i 90’erne – når han snart er aktuel i ”The Whale”.
Snart gør skuespiller Brendan Fraser comeback på det store lærred - og det er med et væsentligt andet udseende end i 90'erne
Snart gør skuespiller Brendan Fraser comeback på det store lærred - og det er med et væsentligt andet udseende end i 90'erne
 Foto: Mandeville Films, A24

Historier om skuespillere, der gennemgår vilde forvandlinger for at udfylde roller på det store lærred, har altid fascineret.

Og nu stiller den 53-årige Brendan Fraser sig i rækken af stjerner, der virkelig har arbejdet for en stor fysisk forandring op til et filmprojekt.

Dog tilsyneladende ikke med en reel vægtøgning, men delvist gennem kostume- og sminkørarbejde.

Produktionsselskaber A24 har netop offentliggjort det første smugkig på hans karakter i den kommende Darren Aronofsky-instruerede drama ”The Whale”, hvori han spiller en overvægtig mand, der kæmper for at genetablere sin relation til sin 17-årige datter.

Filmen får premiere på filmfestivalen i Venedig i år.

Til rollen har Brendan Fraser gennemgået en transformation, så han under i ”The Whale”-scenerne lader til at veje op mod 600 pund – eller 272 kilo.

Og i den nye hovedrolle viser Fraser nu en væsentlig anden fremtoning, end den vi så i film som ”Encino Man” i 1992 og ”George of the Jungle” – på dansk ”George, den gæve liansvinger” fra 1997.

Vil gøre varigt indtryk

Selv er skuespilleren også med til at skrue op for forventningerne til hans første hovedrolle i over 10 år.

Brendan Fraser i 1997, da han bragede igennem på biograflærredet i "George of the Jungle"
Brendan Fraser i 1997, da han bragede igennem på biograflærredet i "George of the Jungle"
 Foto: ©Buena Vista Pictures/Courtesy Everett Collection

Til mediet Unilad siger han:

– Den er ulig noget andet, vi nogensinde har set. Det er alt, jeg kan fortælle jer. Garderoben og kostumerne var så omfattende, diskrete og besværlige. Det er bestemt milevidt fra noget af alt det, jeg ellers har lavet. Og uden at prale, så ved jeg, det kommer til at gøre varigt indtryk.

Filmen ”The Whale”, som også har ”Stranger Things”-stjernen Sadie Sink, Hong Chau og Samantha Morton på rollelisten, er baseret på et teaterstykke med samme titel, skrevet af Samuel D. Hunter i 2012.

Rollen i ”The Whale” beskrives allerede som startskuddet til lidt af en karriere-renæssance for den 53-årige Fraser, der fik sit gennembrud først i Tarzan-parodien ”George of the jungle” og siden som den heltemodige Richard O’Connell i filmserien ”The Mummy”.

Sponsoreret indhold