Boyband med chokmelding: Tager pause og aflyser turné

Hvis man er glad for det amerikanske boyband Why Don't We, så er der dårlige nyheder.
De fem gutter i bandet har nemlig besluttet sig for at holde en pause på ubestemt tid, hvilket også betyder, at de har aflyst deres kommende turné.
Det skriver de selv i et opslag på Instagram, hvor de ligeledes afslører årsagen til pausen over for deres i alt 7,5 millioner følgere.
Og årsagen skyldes en kontrovers med deres tidligere produktionsselskab.
- På grund af uforudsete omstændigheder relateret til vores juridiske kamp for at frigøre os fra vores tidligere produktionsselskab, må vi desværre aflyse vores kommende turné, skriver boybandet.
Why Don't We, der står bag populære sange såsom "Big Plans", "8 Letters" og "Don't Wake Me Up", skriver endvidere, at de som følge af kontroversen vil tage en pause fra hinanden.
- Det eneste, vi har ønsket med vores karriere, er at lave gode musik til alle jer dejlige mennesker, skriver de fem bandmedlemmer.
Artiklen fortsætter under opslaget...
Why Don't We har været et band siden 2016 og består af Corbyn Besson, Daniel Seavey, Jack Avery, Jonah Marais og Zach Herron.
De var førhen tilknyttet produktionsselskabet Signature, men den aftale forsøger bandet stadig at komme helt ud af.
Sammen med deres udtalelse på Instagram har de delt et brev, som de angiveligt har modtaget fra produktionsselskabet.
I brevet ser det ud til, at selskabet nægter at lade bandet acceptere aftaler med andre arrangører i forbindelse med deres (nu aflyste) turné.
Bandet har tidligere udtrykt sig negativt om produktionsselskabets manager, som de har beskyldt for at have misbrugt dem økonomisk.
Produktionsselskabet har endnu ikke udtalt sig i sagen.