
Den britiske sanger Boy George er knust.
Hans mor, Dinah O'Dowd, er nemlig gået bort. Hun blev 84 år gammel.
Det skriver flere britiske medier, heriblandt Daily Mail og The Sun.
Det er Boy Georges talspersoner, der bekræfter dødsfaldet.
De fortæller samtidig, at den 61-årige sanger med det borgerlige navn George Alan O'Dowd er "fuldstændig knust" over sit tab.
Moderen døde mandag, og Boy George var til stede, da hun gik bort.
- Jeg er meget ked af at kunne bekræfte, at Boy Georges elskede mor er gået bort, siger sangerens manager, Paul Kemsley, i en udtalelse.
- George er fuldstændig knust ligesom resten af familien. De var alle ved hendes side, da hun gik bort, og George holdt hende i hånden.
Manageren siger videre, Boy George gerne vil takke alle for den støtte og de søde beskeder, han har modtaget i den svære tid.
- Selvom han ikke har overskud til at svare, så føler han, at støtten og beskederne hjælper ham, siger manageren.
Han påpeger desuden, at både sangeren og resten af familien ønsker fred, mens de kommer sig over tabet.
Det vides ikke, hvad dødsårsagen er, men i 2020 afslørede Boy George, at hans mor var blevet opereret for hjerte- og lungeproblemer, men at hun var blevet udskrevet fra hospitalet efter to dages indlæggelse.