Bookmakerne har talt: Her er vinderen af “Vild med dans”

I aften sker det.
Finalen ved “Vild med dans” afholdes, og efter flere måneder med blod sved og tårer bliver der her til aften sat et endegyldigt punktum for denne sæson.
De tre nydansere, som til aften skal på dansegulvet for sidste gang, er atlet Daniel Wagner, skuespiller Caspar Phillipson og komiker Natasha Brock.
Selv om intet selvfølgelig er afgjort, og at det igen i år er seerne, der bestemmer, hvem der går hele vejen, forventer Danske Spil dog ikke, der for alvor kommer kamp til stregen om sejren.
De mener nemlig allerede at have styr på, hvem dette års vinder bliver. Det fremgår af en pressemeddelelse.
– Det bliver en stor finale, men det bliver uden reel spænding. Fra start havde vi Caspar Phillipson som næststørste favorit til at gå hele vejen. Og den rammer vi næsten plet på. Han er simpelthen kæmpe favorit til at vinde årets Vild med dans, og det vil komme som et kæmpe chok for os, hvis ikke det sker," siger oddssætter Mathias Reimer Larsen.
Det vurderer de på baggrund af, at han de seneste uger har været den, som har fået højst karakterer af dommerne.
Derudover er han også den eneste af de tilbageværende nydansere, som ikke har været i farezonen.
Danske Spil havde længe Daniel Wagner som Phillipson største konkurrent.
Men sådan er det ikke længere.
Man må i den grad sige, at Natasha Brock har taget røven på Danske Spil.
Til at starte med var hun ikke levnet de store chancer af bookmakeren for at gå videre. Men se bare nu!
– Hun er kommet totalt fra baghjul: Vi vurderede fra starten, at hun havde næststørst risiko for at forlade programmet som den første, men vi må bare sige, at hun har taget Danmark med storm, siger Mathias Reimer Larsen.
Han nævner blandt andet dansepartner Thomas Evers Poulsen som en af årsagerne til, at hun har “snydt” Danske Spil.
Det er ofte ikke hos favoritterne, at man henter de store pengesummer.
Og det er heller ikke tilfældet i aften.
Men med odds 3,75 og 8 på henholdsvis Brock og Wagner kan man måske ende med at snyde Danske Spil.
Hvis man har fidus til en af de nydansere.
Aftenens finale ruller vanen tro over skærmen klokken 20:00, og det sker på TV 2