Kendte12. oktober 2022

Børnenes Ulandskalender runder et skarpt hjørne: Fylder 60 år

Overskuddet fra årets ulandskalender går til nye børnemedier i Tunesien samt undervisning i medieforbrug
Her præsenteres Børnenes U-landskalender sidste år med god støtte fra prinsesse Marie.
Her præsenteres Børnenes U-landskalender sidste år med god støtte fra prinsesse Marie.
 Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Siden 1962 er der i december måned rullet en julekalender hen over DR's sendeflade. Så Børnenes Ulandskalender fylder 60 år i år.

Overskuddet fra tv-julekalenderens tilhørende lågekalendere går til projekter i et udviklingsland.

I år pengene til projekter i Tunesien.

Mens der før i tiden er blevet fokuseret meget på skolegang og sundhed, er årets projekt noget anderledes.

Det handler nemlig om ytrings- og pressefrihed, fortæller kommunikationschef for International Media Support (IMS), Line Grove Hermansen.

Årets kalender er lavet i samarbejde mellem IMS, Udenrigsministeriets bistandsorganisation, Danida, og DR. IMS er en nonprofitorganisation, som arbejder for pressefrihed rundt om i verden.

- Alle har brug for troværdige nyheder. Hvis man lever ud fra demokratiske værdier, er det noget af det vigtigste.

- Og i år - hvor Børnenes Ulandskalender fylder 60 år - viser man, at den danske udviklingshjælp ikke kun handler om vand og skolegang, men også om at understøtte de demokratiske værdier, siger Line Grove Hermansen.

Helt konkret kommer overskuddet fra årets kalender til at starte børnemedier rundt om i Tunesien, hvor der ellers slet ikke er nyheder for børn. Børnene skal gennem medierne tale om det, de synes er vigtigt i deres lokalsamfund.

Efter planen skal der starte i alt otte nye medier.

Desuden skal børnene lære om kildekritik, hvorfor det er vigtigt, at det, man skriver eller siger, er sandt, og hvordan man navigerer i medierne. Det er nemlig vigtigt i den verden, vi lever i, fortæller Line Grove Hermansen.

Det er ikke kun tunesiske børn, der får glæde af ulandskalenderen. Det gør danske skolebørn også. Med kalenderen kommer undervisningsmateriale, som børn op til sjette klasse de kommende måneder vil arbejde med landet rundt.

Isam Bachiri, forfatter, musiker og sangskriver, står bag årets titelsangen, der hedder "Fortæl Fortæl".

Udenrigsministeriet skriver på sin hjemmeside, at der gennem årene er blevet indsamlet mere 200 millioner kroner til fordel for verdens børn.

Sponsoreret indhold