Kendte6. januar 2021

Børne-tv om ”John Dillermand” deler vandene: ”Perverst og upassende”

Et nyt animeret børneprogram om den uheldige, men veludrustede, John Dillermand har skabt heftig debat
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jd3.jpg
 Foto: Adalsteinn Hallgrimsson

Danmarks Radio og børnekanalen Ramasjang starter året med en tur ind til midten af orkanens øje – i hvert fald på de sociale medier, hvor det nyeste skud på stammen af fjernsyn til de mindste både vækker harme og høster stor ros.

Den lille hovedkarakter i serien hedder ”John Dillermand”.

Han er klædt i bolsjestribet tøj, har glat slikfrisure, og så er han vigtigst af alt udstyret med et både langt kønsorgan – der skal vise sig at være både ustyrligt og brugbart alt efter situationen.

Som med mange andre shitstorms, startede det hele med de vrede forældre, der luftede deres meninger om animationsserien til de mellem fire og otteårige seere.

”Hvad i alverden har I gang i, DR Ramasjang!...Jeg er som forælder mildest talt rystet og chokeret over den linje, I vælger for tiden. Jeg er dybt forarget og mener, det er SÅ perverst og upassende tv for små børn. Det er sidste gang, jeg lader mine børn se Ramasjang!”

Sådan skriver en rasende seer ifølge DR.dk på børnekanalens facebookside.

Mængden af kommentarer – både enige og uenige – har hobet sig op i alle afkroge af de sociale platforme siden. Faktisk er det efterhånden decideret svært at finde ned til de kritiske røster, som debatten udspringer af.

Heftig debat

På Twitter er ”John Dillermand” helt oppe og ramme det mest trendende og omtalte emne blandt danskerne.

”Hvor finurligt er det af DR, at vi efter Sofie Lindes 'woman cry' om ligestilling og krænkelse er tilbage til 'John Dillermand', der ikke kan styre sin diller, der blandt andet stjæler is fra børn, får hunde til at bide i den, stopper biler med den og hjælper gamle damer over vejen,” lyder det fra en anden bruger på facebooksiden.

Ifølge DR er der endda brugere, der mener, at ”John Dillermand” kan bruges som værktøj for pædofile, og at serien bør fjernes.

DF-formand Morten Messerschmidt melder sig i det forargede kor.

På facebook kalder han programmet ”dybt forkasteligt”.

Startede som godnathistorie

Det er Jacob Ley, der selv er far til to piger på syv og ti år og en dreng på fire år, som er idémanden bag ”John Dillermand”.

Historien om ”dilleren, der kan alt”, startede som en godnathistorie, men han har siden gjort de eventyrlige historier til børneserie gennem eget produktionsselskab ”Made by us”. Animationer, stop-motion og tegninger har Tor Fruergaard hjulpet til med.

https://imgix.seoghoer.dk/jd.jpg
 Foto: Rasmus Møbius

Der findes faktisk ikke det, som Johns diller ikke kan. Her bruges den som "dillerlante" ved en børnefødselsdag (Foto: Rasmus Møbius)

Mest sete

Scroller man gennem de sociale medier et par dage efter premieren – og den efterfølgende forargelse – vil man opdage, at opbakningen til ”John Dillermand” dog er stor.

Her kalder forældrene både serien for ”skøn”, ”sjov” og ”skør”.

"Natholdet"-værten Anders Breinholt opfordrer på Instagram folk til at skynde sig at se serien, som han kalder "virkelig sjov og godt lavet", før en DR-chef, der får kolde fødder.

Dog er det ikke sikkert, at Danmarks Radio på trods af forargelse, har fået lyst til at trække i land.

Selv skriver mediekoncernen, at opmærksomheden omkring ”John Dillermand” også har kastet gode seertal af sig.

Helt præcist 115.000 brugere har de første par dage set med, og første afsnit var således mandag det mest streamede program on-demand.

[node:aller-poll]

Sponsoreret indhold