Kendte 19. januar 2018

Sigtet for misrøgt og tortur: Børn kom i bad én gang om året

57-årige David Turpin og 49-årige Louise Turpin blev i weekenden anholdt og sigtet for omfattende mishandling af parrets 13 børn. Nu er der dukket nye rystende detaljer op i den grusomme sag. Forældre nægter sig skyldige
(Foto: All Over)

Der er dukket flere grusomme detaljer op i sagen om et amerikansk ægtepar fra Californien, der søndag blev anholdt og sigtet for årelang mishandling og indespærring af parrets i alt 13 børn.

Under et grundlovsforhør torsdag erklærede 57-årige David Turpin og 49-årige Louise Turpin sig ikke-skyldig i anklagerne om mishandling, indespærring og tortur, men undervejs kom der gruopvækkende oplysninger frem, der indikerer, at noget var helt galt i parrets hjem i Perris, Californien.

Det er således kommet frem, at de i alt 13 børn – i alderen 2 til 29 år – kun fik mad én gang om dagen, og det er da også allerede kendt, at alle børn var fejl- og underernærede, da de blev reddet søndag.

Den 17-årige pige, der formåede at flygte fra huset og slå alarm, lignede således en pige på omkring 10 år.

(Foto: All Over)

David og Louise Turpin nægter sig begge skyldige i alle anklager om mishandling og indespærring. Foto: All Over

I første omgang troede myndigheder også, at alle børn i huset var under 18 år. Det viste sig dog hurtigt, at syv af ofrene er over 18 år, mens det ældste offer er 29 år.

Tilstanden hos børnene er så alvorlig, at deres muskelmasse nærmest er ikke-eksisterende. Den 29-årige kvinde vejede blot 37 kilo, da hun blev reddet af myndighederne.

Under grundlovsforhøret torsdag kom det også frem, at alle børn blev holdt indespærret og bundet med hjælp fra kæder til senge i mørke rum rundt om i huset.

De blev udsat for vold i form af slag og kvælning – og de var kun i bad én gang om året.  

Alle børn har gennemgået omfattende undersøgelser på to lokale hospitaler, hvor de alle er indlagt. Ifølge politiet fra Riverside County bærer børnene præg af både kognitive problemer og neurologiske skader.

- Der er tale om svær fysisk og psykisk vold, udtaler en anklager fra Riverside County ifølge NBC News.

(Foto: All Over)

Familiens 13 børn blev alle holdt hjemme og havde ikke adgang til fx  skole. De fik dog lov til at skrive dagbog. Foto: All Over

Det er politiets opfattelse, at den omfattende mishandling begyndte for 17 år siden, mens parret og børnene boede i Fort Worth, Texas. Familien flyttede til huset i Perris i 2014, og mishandlingen har angiveligt fundet sted i alle årene i Perris-huset.

Alle børnene er blevet født på hospitalet, men ellers har familien stort set ikke haft børnene til hverken læge- eller tandlæge. Børnene havde tilmed ikke en fast og sund døgnrytme og kunne ifølge anklageren være oppe hele natten for først at komme i seng ved 4 eller 5-tiden om morgenen.

Børnene fik skoleundervisning hjemme, men kunne ifølge anklageren ikke forklare, hvad politiet var, da de blev reddet søndag.

I begyndelsen af mishandlingen brugte forældrene reb til at binde deres børn fast til sengene. Senere skiftede de til kæder.

Da politiet ankom til huset søndag, fandt de en 22-årig kædet til et møbel. To af de andre børn havde selv vristet sig fri af kæderne.

Under en pressekonference tirsdag afslørede politiet, hvordan myndighederne blev gjort opmærksomme på sagen.

Politiet kunne fortælle, at det var den 17-årige pige, der slog alarm. Pigen har ifølge politiet planlagt flugten i to år.

(Foto: All Over)

Ifølge politiet bar det yngste barn - en 2-årig - som den eneste ikke præg af fysisk misrøgt. Foto: All Over

Hun sneg sig ud af et vindue kort før solopgang søndag morgen. Forinden havde hun med hjælp fra en mobil, hun havde fundet i huset, taget billeder som bevismateriale til politiet. Billederne viste angiveligt, hvordan de 12 andre børn lå lænket til senge i mørke rum i huset.

- Jeg ville ønske, at vi kunne give en forklaring på, hvorfor sådan en mishandling har fundet sted, men først bliver vi nødt til at hylde den modige pige, der fandt mod til at flygte fra huset og råbe efter hjælp, udtalte politiet på tirsdagens pressemøde.

Billederne, som den 17-årige pige tog i huset, viste ifølge politiet de ”beskidte” omgivelser, som børnene blev holdt indespærret i. Politiet tilføjede under pressemødet, at de blev mødt af et ”forfærdeligt syn”, da politiet ankom til stedet.

Også en udlejer, der tidligere har lejet et hus ud til familien, har fortalt, hvordan huset var beskidt og ødelagt, efter familien havde boet der. Der var blandt andet afføring på gulvtæpperne – og kradsemærker på døren.

Først troede udlejeren, at det måtte være familiens kæledyr, der havde lavet mærkerne, men nu frygter vedkommende, at kradsemærkerne i stedet skyldes de indespærrede børn.

(Foto: All Over)

De 13 børn var alle underernærede og får nu tilført ekstra vitaminer, mineraler og medicin på hospitalet. Foto: All Over

Flere naboer har fortalt, at de ikke anede, at ægteparret havde børn. Flere havde således aldrig set børn i eller omkring huset. En anden nabo fortæller, at hun havde set børnene og beskrev dem som ”vampyrer”, fordi de var så blege og kun viste sig udenfor, når det var mørkt.

De sociale myndigheder i Perris fortæller, at alle 13 børn nu vil få den fornødne hjælp og støtte til at komme til hægterne igen efter at have været holdt indespærret og mishandlet i hele deres liv.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at begge forældre er sigtet for 12 tilfælde af tortur, syv tilfælde af mishandling på en person over 18 år, 12 tilfælde af indespærring og seks tilfælde af børnemishandling.

57-årige David Turpin og 49-årige Louise Turpin har erklæret sig ikke skyldig i alle anklager. De kan se frem til 97 års fængsel til livstid, hvis de kendes skyldige.

Du kan se billeder fra sagen herunder:

David Turpin og Louise Turpin

Sponsoreret indhold