Blev løjet død: Lil Tay set for første gang i fem år
Det skabte chokoverskrifter verden over, da den virale barnestjerne Lil Tay pludselig blev annonceret død tilbage i august.
Det viste sig dog senere, at nyheden om den 14-årige SoMe-stjernes død i den grad var overdrevet, da der var tale om fake news.
Nu er internetfænomenet med det borgerlige navn Claire Hope dog pludselig dukket op igen efter at have været forsvundet fra rampelyset i fem år.
Det skriver TMZ.
Det amerikanske medie fangede Lil Tay forleden, da teenageren landede i LAX-lufthavn i Los Angeles, USA.
Barnestjernen var iført en sort hættetrøje og havde mundbind på, så man må formode, at hun forsøgte sit bedste for at undgå at blive genkendt.
Det blev hun dog altså alligevel.
Ifølge TMZ var Lil Tay i selskab med sin mor, Angela, og sin bror, Jason, samt nogle sikkerhedsvagter.
Paparazzifotograferne råbte i munden på hinanden for at få en kommentar fra SoMe-stjernen, men hun forholdt sig tavs og hoppede direkte ud i en bil.
Det var i august, at Lil Tay blev meldt død på hendes officielle Instagram-profil, hvor hun i skrivende stund har 4,6 millioner følgere.
Nogle dage senere manede hun dog selv alle rygter i jorden ved at slå fast, at hun var i live, ligesom Meta bekræftede, at Lil Tay var blevet hacket.
Forleden dukkede der et nyt opslag op på hendes profil, hvor Lil Tays far, Christopher, blev beskyldt for at være den, der løj hende død.
Dette har han dog selv benægtet.
Lil Tay blev et internetfænonem, da hun som blot ni-årig slog igennem internettets lydmur takket være sine opsigtsvækkende videoer, hvor hun rappede lystigt om blandt andet penge.
I 2018 fik faderen dog forældremyndigheden over hende, hvorefter hun flyttede fra Los Angeles og tilbage til sit hjemland Canada og forsvandt fra rampelyset totalt.
For nylig vandt moderen dog forældremyndigheden tilbage, og det er derfor, den 14-årige barnestjerne nu er tilbage i USA.