
Blev alvorligt syg efter "rædselstur": Nu er der nyt om Pelle Peter Jencel
Det, der skulle have været en drømmerejse til Egypten, endte i stedet som et vaskeægte mareridt for det danske kendispar Pelle Peter og Maria Jencel.
For ikke nok med at parret ankom til et resort, der bestemt ikke levede op til deres standarder, så udviklede skrækrejsen også til en decideret ordkrig mellem rejseselskabet Atlantis og radioparret.
Bureauet, der stod for deres tur til Sunrise Arabian Beach Resort, indikerede i en Instagram-kommentar, at Pelle Peter og Maria Jencel havde brugt deres følgertal i forhandlingen om en opgradering.
Udsigterne var dystre
Nu er der nyt om Pelle Peter, som blev ramt af mere end blot en uskyldig maveforgiftning.
Det skriver Maria Jencel i en spørgerunde gennem sin story på Instagram.
- Pelle er bare blevet alvorligt syg. Og sådan noget tager tid.
- Det har haft dystre udsigter. Nu er de lysere. Og vi passer bare på ham, til han er helt rask igen, skriver Maria Jencel på sin Instagram.
Det var planen, at medieparret med den hjemmekonstruerede efternavnekombination sammen med deres to små børn skulle en tur til Egypten for at slikke sol og feriere over nytår.

Men i stedet for en dejlig charterrejse, væltede det ned over dem med rene elendigheder.
Der var larm ude foran værelset, buffeten var dårlig, tv’et virkede ikke, og flere medlemmer af Jencel-familien blev syge.

Stadig i chok
I den aktuelle spørgerunde svarer den 33-årige podcastvært på, hvordan hun har det ovenpå Atlantis-gate.
– Sindssygt. Er nok det mest rigtige ord. Taknemmelig for vores normalt gode helbred. For mine relationer. Min karriere. Min familie. Men i chok. Tror jeg. Stadig. Hjertebanken. Angst. Mistillid.
Hun afslører desuden, at husbonden Pelle Peters sygdomsforløb har været mere alvorligt, end hun har turde dele.
SE og HØR har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Pelle Peter Jencel, men det har desværre ikke været muligt.