Billy Ray Cyrus skal skilles: Nu kommer han med vilde anklager mod konen
LÆS OGSÅ: Brudbombe: Billy Ray Cyrus søger om skilsmisse syv måneder efter bryllup
Det er blot syv måneder siden, at de gav hinanden deres livs ”ja”. Men nu er den kærlige stemning i sandhed slut mellem Billy Ray Cyrus og hustruen Firerose.
Parret skal nemlig skilles – og det lader ikke til at være et gnidningsfrit brud.
Det skriver det amerikanske medie People.
Ifølge mediet kommer Billy Ray Cyrus nemlig med hårde anklager mod sin 27 år yngre hustru. Hun har – mener Billy Ray Cyrus – forsøgt at isolere ham fra familien. Særligt har hun forsøgt at forhindre ham i at have kontakt med børnene. Billy Ray Cyrus har børnene Miley og Noah Cyrus fra sit tidligere forhold med Tish Cyrus.
Anklagerne stopper dog ikke der. Hustruen Firerose har ifølge Billy Ray Cyrus også misbrugt navnet Cyrus til at fremme sin egen karriere, hun har desuden løjet om sine tidligere ægteskaber, lige som Billy Ray Cyrus også hævder, at hun har hævet omkring 100.000 dollars – svarende til næsten 700.000 kroner i det tidsrum, hvor Billy Ray indgav skilsmissebegæringen.
62-årige Billy Ray Cyrus og 34-årige Firerose fandt efter sigende kærligheden til hinanden i 2021. I oktober 2023 blev de så smedet sammen, men kærligheden holdt altså ikke længe.
22. maj i år anmodede Billy Ray Cyrus således om skilsmissen, fordi der havde været 'upassende ægteskabelig adfærd'.
Skilsmissen vil dermed blive Billy Ray Cyrus’ tredje.
Han blev i 1986 gift med Cindy Smith, men parret gik hver til sit i 1991.
Efterfølgende fandt han sammen med Tish Cyrus, som han altså fik børnene Miley og Noah Cyrus med.