Billy Ray Cyrus er blevet gift med 34-årig musiker
Så er der godt nyt fra Billy Ray Cyrus.
Den 62-årige countrystjerne, der er far til den berømte sangerinde Miley Cyrus, er nemlig blevet gift.
Det afslører han selv i et fælles opslag på Instagram med sin nye kone, den 34-årige australske musiker Firerose.
Her fortæller det nygifte par også, at de blev smedet sammen den 10. oktober.
- Det var den mest perfekte, æteriske fejring af kærligheden, vi nogensinde kunne have forestillet os, skriver de i opslaget, hvor de også afslører, at Firerose har taget efternavnet Cyrus til sig.
Ifølge People Magazine begyndte der at florere rygter om en forlovelse mellem Billy Ray Cyrus og Firerose sidste år.
Her blev Firerose nemlig spottet med en vielsesring på fingeren i september, hvilket var blot en måned efter, de stod frem som par.
Parret mødte dog hinanden for første gang for over et årti siden under optagelserne til Miley Cyrus' serie, "Hannah Montana".
I 2021 arbejdede de sammen på noget musik, og det var efter sigende her, at kærligheden begyndte at blomstre mellem dem.
Året efter gik Billy Ray Cyrus i hvert fald fra Miley Cyrus' mor, Tish Cyrus, efter 28 års ægteskab.