Kendte 8. oktober 2021

Bestseller med rekordregnskab - tjener milliarder

I det seneste regnskabsår har selskabet bag mærker som Jack & Jones tjent 4,6 milliarder kroner før skat
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Det kører for Anders Holch Povlsen: I går kom det frem, at han er blevet far igen, og i dag kan hans firma Bestseller præsentere et rekordregnskab. 

Det seneste regnskabsår har været særdeles lukrativt for Bestseller, der står bag tøjmærker som Jack & Jones og Vero Moda.

I regnskabsåret, der løber fra august 2020 til juli 2021, har den danske modekoncern tjent 4,6 milliarder kroner før skat.

Det er det højeste i selskabets historie, oplyser Bestseller i en pressemeddelelse.

Resultatet er ifølge administrerende direktør og ejer Anders Holch Povlsen, der er en af landets rigste, bedre end forventet.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

- Det har været et bemærkelsesværdigt år, som har overrasket mange, inklusive os selv. Vi er i den grad taknemmelige for, at vi står, hvor vi står nu, siger han i en kommentar pressemeddelelsen.

Bestseller har i regnskabsåret solgt for i alt 26,4 milliarder kroner. Det er knap 2,3 milliarder kroner mere end regnskabsåret før.

Det gode resultat betyder, at Bestsellers medarbejdere nu får en ekstra månedsløn. Det beløber sig til 300 millioner kroner.

Sponsoreret indhold