Kendte 6. oktober 2021

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard går på forældreorlov

I knap to måneder vil han ikke være i beskæftigelsesministeriet
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) går på forældreorlov.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Hummelgaard holder forældreorlov fra 9. oktober til 10. december. Mens han er væk, vil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) agere fungerende beskæftigelsesminister.

Tesfaye overtager ligeledes rollen som minister for ligestilling fra Hummelgaard.

Lige inden nyheden om Hummelgaards forældreorlov så dagens lys onsdag omkring middag, kunne han præsentere en trepartsaftale, der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Pudsigt nok holder Hummelgaard forældreorlov, mens forhandlingerne om fremtidens barselssystem er gået i gang. De gik i gang i sidste måned.

Regeringen er grundlæggende imod at skulle lovgive om barsel. Men et EU-direktiv kræver det, og derfor vil regeringen lave en aftale, som giver mest mulig frihed til familierne.

Hummelgaard har tidligere udtalt, at han hellere så, at det var arbejdsmarkedets parter selv, der forhandlede barselsregler.

EU-direktivet kræver, at mor og far skal have mindst ni ugers øremærket barsel hver.

Fagbevægelsens Hovedorganisation blev sammen med Dansk Arbejdsgiverforening i sidste måned enige om en mulig barselsmodel, der overholder direktivet. Den er Hummelgaard grundlæggende positiv overfor.

De to organisationer har givet håndslag på en model, der øremærker 11 uger barsel efter fødslen til hver af forældrene. Resten af barslen vil så kunne deles, som det passer forældreparret. Aftalen vil betyde, at hvis manden ikke bruger sine 11 uger, så bortfalder de.

Artiklen fortsætter under tweetet

Sponsoreret indhold