Benny Schumann skuffet over kommentar i “En plads i manegen”: - Det er en lodret løgn

LÆS OGSÅ: Hun skal løfte arven efter Cirkus Schumann
Dokumentaren “En plads i manegen” har høstet den ene blændende anmeldelse efter den anden.
Det er også en både smuk og rørende dokumentar om den 76-årige cirkusprinsesse Katja Schumann. Det synes Katjas fætter Benny Schumann også.
Men en helt særlig kommentar er faldet den 80-årige cirkusartist for brystet.
I filmen følger man Katja Schumann og hendes protegé Liv P. Veiler og undervejs tager makkerparret til Schweiz for at aflægge Cirkus Knie et besøg.

Det er Fredy Knie Jr., som lader den sårende bemærkning falde, da han udtaler, at Katjas fætre Benny og Jacques ikke interesserer sig for noget.
- Det er mildt sagt en udtalelse, som jeg og min familie tager stor afstand fra, da det både er uforskammet at sige og en lodret løgn.
- Det er derfor også komplet uforståeligt, at denne udtalelse er med og utilgiveligt, at der er givet tilladelse til, at sådan en løgn har måttet få sin blivende plads i filmen, lyder det fra Benny.
Benny er ligesom Katja femte generation i familien Schumann og ligesom Katja aktiv artist.
Og selv om hans bror Jacques ikke længere laver cirkus, er det ikke ensbetydende med, at han er ligeglad, forklarer Benny, der ikke vil have bemærkningen siddende på sig.
Efter han så filmen i Hjørring den 20. september, rettede han derfor henvendelse til instruktør Anne Svejgaard Lund for at få hende til at fjerne kommentaren fra filmen.
BENNY SCHUMANN
- Født i 1945 af Albert og Paulina Schumann.
- Debuterede i 1945 som klovn i filmen "Benny The Clown".
- Debuterede i 1950 som ponyrytter i Cirkus Schumann i Cirkusbygningen.
- Gik solo med sit jonglør spin tallerken-nummer i 1967 og optrådte i udlandet 10 år frem.
- Giftede sig i 1975 med Marianne, som han har døtrene Julia og Patricia med.
- Har siden 1984 turneret med soloforestillingen ”Hej Clown!"
- Har bl.a. vundet Den Danske Cirkuspris og Bakkens Oskar.
Men da han var til gallapremieren i København den 7. oktober, kunne han konstatere, at Fredy Knie Jr. stadig siger, at han og broren ikke kerer sig om cirkus.
Benny vil ikke sagsøge nogen, for han vil ikke skabe splid i familien. Men han er ved at finde ud af, hvad han kan stille op, for han er fast besluttet på, at bemærkningen skal slettes.
- Jeg kan jo egentlig være ligeglad, for folk glemmer det jo hurtigt igen, men jeg er skuffet. Jeg er skuffet over, at Katja ikke har sagt: “Det kan vi ikke have med”.
Benny tror, at kommentaren er med i filmen for at styrke billedet af Katja som en ener i familien Schumann.
Men Katja er ikke den eneste med passion for både heste og cirkus. Han selv er som tidligere nævnt fortsat aktiv cirkusartist. Han fremhæver desuden sin og Katjas niece Laura Schumann Torres, der ligesom Katja går meget op i træning af heste, og som også laver cirkus fra tid til anden.
For 10 år siden lavede de alle tre eksempelvis en forestilling sammen på en bisonfarm på Fyn. Derudover har mange af de øvrige familiemedlemmer fortsat interesse for og kærlighed til cirkus - også selv om de ikke længere er udøvende artister.
Han mener derfor, det er en fejl, at Katja bliver fremstillet på den måde.
- Midt i den glæde at filmen er en succes for Katja, for det under vi alle i familien hende, er det en stor skuffelse, at man laver billige filmgreb på bekostning af andre i familien.
- Det ér en flot film. Men det ville det også have været uden den kommentar, slår han fast.
SE og HØR har rakt ud til Katja Schumann for at få en kommentar til Bennys kritik.
- Sætningen står for Fredy Knie Jr.s egen regning. Familiearven er løftet højt af Benny Schumann og hans far, Albert Schumann, der begge har modtaget Den Danske Cirkuspris.
- Filmens instruktør, Anne Svejgård Lund, har fokuseret historien på, hvordan jeg giver min viden om hestene videre til Liv og ikke et større portræt af familien Schumann, skriver hun i en mail til SE og HØR.
SE og HØR har ligeledes forelagt kritikken for Anne Svejgaard Lund, som ikke har ønsket at kommentere.