Ben & Jerry's lancerer is til hunde

Hvis du er fan af is fra Ben & Jerry's, kan du nu dele din begejstring med din firbenede ven.
Den amerikanske is-producent har netop lanceret to varianter, som er målrettet hunde. Det skriver Metro.
De to varianter er opkaldt efter hunde, hvis ejere arbejder hos Ben & Jerry's: "Rosie's Batch" er med smag af græskar og mini-cookies, mens "Pontch's Mix" byder på peanutbutter med pretzel swirls.
De to nye hunde-varianter er passende nok døbt "Doggie Desserts".
Det er ikke sundt for hunde at indtage større mængder af mælkeprodukter, da det kan forårsage fordøjelsesproblemer og i værste fald opkast og diarré, men hunde-isene er baseret på solsikke-smør, hvilket er sikkert for hunde at indtage.
Hunde-isene kan sagtens også indtages af mennesker, men smagen er nok ikke lige så interessant som de varianter, der er målrettet mod mennesker.
Pt. er hunde-varianterne dog kun tilgængelige i USA. Her koster en mini-bøtte lidt over syv kroner.
Der er vist ikke andet tilbage end at sige vov - og velbekomme!