Bekræfter forhold på Instagram: Ice Spice dater sportsstjerne

Rygterne har floreret de seneste par måneder.
Men langt om længe bekræftes romancen mellem Ice Spice og NFL-profilen Sauce Gardner.
Der sker i et opslag på Instagram, hvor musikstjernen for første gang deler et foto af de sammen.
Det vides ikke, hvor længe de to har været sammen.
Men som dansker kan man ikke undlade at tro, at det har kørt i over et år.
Da hun sidste sommer spillede på Roskildes Orange Scene, blev det noget af en fuser, da hun blot var på scenen i sammenlagt 35 minutter.
Var det mon en nyforelsket stjerne, der hurtigt ville hjem til sin flirt?
Dog skal det siges, at hendes medbragte dj spillede 15 minutter alene på scenen, og han fik ellers sat skub i de fremmødte festivalgæster, der havde set frem til Ice Spice på Orange.
Ice Spice er på trods af sin lunkne optræden på Roskilde Festival i gang med at etablere sig som en af de største rapartister i verden lige nu.
Med numre som "Boy´s a liar Pt.2", "Princess Diana" og "... Barbie World", som alle har rundet 250 millioner afspilninger på Spotify, skal man alligevel have gjort sig umage, hvis ikke man har hørt hende endnu.
Sidstnævnte sang er et remake af Aquas "Barbie Girl", og det er featuring Aqua i remaket, hvor Nicki Minaj også medvirker.
Partneren Sauce Gardner er bestemt heller ikke ukendt.
Han spiller til dagligt i NFL, hvor han tørner ud for New York Jets.