Annonce
Kendte3 timer siden

Beatrice havde Jørgen Leth som kontaktperson på Haiti: Var chokeret over hyldest

Mediernes hyldest af Jørgen Leths død får nu en kvinde til at fortælle, hvordan hun oplevede ham og hans opførsel, da hun som 22-årig rejste til Haiti og fik ham som kontaktperson
Beatrice og Jørgen Leth.
Beatrice og Jørgen Leth.
 Foto: Privatfoto
Annonce

Jørgen Leth gravede i 2005 sin egen, midlertidige grav, da han i sin bog "Det uperfekte menneske" beskrev, hvordan det var hans ret "at tage" sin koks blot 17-årige datter, som han ville.

Men kokkens datter var langt fra den eneste unge kvinde, som Jørgen Leth gik i seng med under sit mangeårige ophold på Haiti.

- Hvis man gerne vil hjælpe, havde han jo en mulighed for at give dem nogle jobs eller noget andet, som ikke handlede om sex, og det var sådan noget, som jeg syntes var klamt.

Ordene er Beatrice Magloire Katukus. Hun rejste som 22-årig til Haiti og lærte i den forbindelse Jørgen Leth at kende.

Nu giver hun til SE og HØR et indblik i skyggesiderne af den populære forfatter- og filmands liv i det caribiske land.

- Jeg er ikke en person, der ønsker at træde frem i medierne, men jeg blev så chokeret over, at medierne kan hylde en mand, der har gjort sådan nogle ting, som han endda selv har talt og skrevet om. For mig at se var det 14 dages hyldest, og han fik nærmest en statslig begravelse, hvor Lars Løkke kom. Det var simpelthen det, der gjorde udslaget for mig, at det blev for meget. Jeg følte, at Jørgen Leth kun blev set fra én side, forklarer Beatrice til SE og HØR.

Beatrice med sin mand.
Beatrice med sin mand.
 Foto: Privatfoto

13. oktober, to uger efter Jørgen Leths død, som hun mente blev ét langt hyldestoptog fra medierne, der brugte forsvindende lidt spalteplads på hans tid i Haiti, skrev hun et opslag på Facebook, hvor hun fortalte om sine oplevelser med Jørgen Leth.

Beatrice kom i 1998 til Haiti for at arbejde på det børnehjem, hvorfra hun selv var blevet adopteret som 4-årig. Forud for turen havde hun mødt Jørgen Leth i Paris, og han blev også hendes kontaktperson på Haiti.

- Han viste mig forskellige steder, jeg mødte hans venner, og jeg så hans hus i Jacmel. Jeg besøgte også hans strandhus, så vi hang ud sammen, men det var ikke sådan, at vi rendte hinanden på dørene. Han havde sit at se til, og jeg havde mit at se til.

Et af Jørgen Leths yndlingssteder var Hotel Oloffson i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, hvor også Beatrice tilbragte tid sammen med ham og nogle af hans venner i hotellets barområde. På Hotel Oloffson havde Jørgen Leth sin egen suite med sit navn på døren, og Beatrice så flere gange, hvordan han tog haitianske teenagepiger med derop.

- I det kompleks, hvor jeg boede, var der også unge, lokale piger, som skulle tjene til dagen og vejen. Nogle af dem fortalte, at de havde haft sex med nogle af de udenlandske, hvide mænd, heriblandt Jørgen Leth, fortæller Beatrice og fortsætter:

Døren til Jørgen Leths suite på Hotel Oloffson, hvor Beatrice tilbragte tid med ham og hans venner i hotelbaren.
Døren til Jørgen Leths suite på Hotel Oloffson, hvor Beatrice tilbragte tid med ham og hans venner i hotelbaren.
 Foto: Privatfoto

- Jeg spurgte en af pigerne, hvad det handlede om, for Jørgen Leth havde alderen til at være hendes bedstefar, og hun sagde, som om det var en selvfølge, at det handlede om at overleve. Hvis det var det, mændene ville have, og pigerne kunne få noget ud af det, så gjorde de det, men selvfølgelig ville de ikke være sammen med de personer, hvis det var et ligeværdigt forhold. Det var af nød og ikke lyst.

Netop dét er en vigtig pointe for Beatrice og den opfattelse af Jørgen Leth, hun beskriver som "klam".

Allerede tidligt i relationen oplevede Beatrice også, at Jørgen Leth flirtede med hende, og hun måtte også give ham en direkte afvisning, som han ifølge hende tog pænt.

- Efterfølgende har jeg tænkt, at det gjorde han, fordi han for det første var min kontaktperson, og for det andet fordi jeg var dansk-haitianer, så han vidste, at han nok skulle være lidt påpasselig overfor mig.

Jørgen Leth om sine seksuelle relationer

Jørgen Leth har selv fortalt om sine seksuelle relationer til teenagepiger på Haiti i både bog- og filmformat.

I bogen "Det uperfekte menneske" skrev han følgende om sin relation til sin koks datter:

- Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. jeg kan have hende, som jeg vil. Hun klæder sig af her i the master bedroom, mens hendes mor er ved at gøre klar til aftensmåltidet eller er i gang med at stryge mine skjorter ude i gården. Jeg mærker efter, om hendes kusse er våd. Det er den, hun er klar, og jeg kan tage hende uden forspil."

I filmen "Det erotiske menneske" så vi ham dyrke sex med sin på daværende tispunkt 17-årige haitianske kæreste Dorothie.

Hun har selv udtalt sig om deres relation i boget "Det fordømte menneske", hvor hun ifølge Ekstra Bladet sagde:

- Jeg var en prinsesse for ham... Da jeg lærte Jørgen at kende, fandt jeg kærlighed. Nu har jeg kendt Jørgen i syv år, og han er så meget i mit liv. Folk kan ikke sige, at Jørgen er en dårlig person. For mig, for min familie, er Jørgen ikke en dårlig person.

Da Beatrice skulle rejse tilbage til Danmark, fik Jørgen Leth hende til at love, at hun ikke ville fortælle de ting, hun havde set på Haiti, videre.

- Han vidste, at der var andre, der ville synes, at det var forkert. Derfor bad han mig tie.

At Jørgen Leth selv endte med at skrive om sine seksuelle oplevelser på Haiti i “Det uperfekte menneske” overraskede ikke Beatrice, da hun anså Jørgen Leth for at være en narcissist, der mente, at han var i sin gode ret til at gøre, som han gjorde. Her endte hun også med at udtale sig til medierne, men hun gjorde det anonymt, fordi hun var bange for at bryde det løfte, hun havde givet til Jørgen Leth.

Hun var dog glad for at se, hvilke konsekvenser det fik for ham med blandt andet en fyring fra TV 2. Få år senere var han dog tilbage, og det skuffede hende. Hun mener på ingen måde, at konsekvenserne var store nok for Jørgen Leth.

- Jeg var chokeret over, at han kom tilbage. Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke tog til Haiti og undersøgte sagen, snakkede med pigerne og fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, før de genansatte ham.

Beatrices billeder fra Haiti

SE og HØR har spurgt TV 2 ind til Jørgens Leth genansættelse, men de har ikke ønsket at kommentere.

Der kan da heller ikke være tvivl om, at Jørgen Leth genvandt sit renommé og mere til. Den franske stat slog ham til ridder af Ordre des Arts et des Lettres, da Århus Cykelbane lukkede i 2024 blev det sidste løb kørt til ære for ham, og han har lagt stemme til stoppestederne i tre af Århus’ letbanetog.

- Pludselig var jeg tvunget til at høre hans stemme. Jeg får det fysisk dårligt, når jeg hører den, for i min verden var han en krænker, fortæller Beatrice.

For hende handler det ikke om at sværte Jørgen Leth til, nu hvor han ikke længere er her til at forsvare sig selv, men i stedet at være en modvægt til den ukritiske dækning, hun har oplevet i kølvandet på hans død. Desuden tror hun slet ikke, at Jørgen Leth havde følt behov for at forsvare sig.

- Han har selv skrevet om de her ting og lavet film med unge piger fra Haiti, så der er ikke noget at forsvare. De ting, jeg ved, stemmer overens med det, vi ved om kokkens datter.

SE og HØR har rakt ud til Jørgen Leths familie, som ikke har nogen kommentarer.

Beatrice arbejder i dag som socialpædagog.

Jørgen Leth blev 88 år gammel. Han var bosat i Haiti fra 1991-2010.

Annonce

Sponsoreret indhold