Beate Bille afslører: Blev uventet gravid som 45-årig
I sommer annoncerede Beate Bille, at hun venter sit tredje barn.
I et stort interview med To The Moon Honey afslører den nu 46-årige mor til snart tre, at det var ganske uventet, at barn nummer tre skulle blive en realitet.
– For nogle år siden ville jeg gerne have et tredje barn. Og jeg blev også gravid flere gange, men hver gang gik det til grunde i uge 6-7, fortæller hun til mediet, der skriver om graviditet, fødsel og småbørnsliv.
– Første gang blev jeg ramt og ked af det. Men de efterfølgende aborter betragtede jeg som naturens gang. Jeg var over 40 år, og det er ikke rocket science, at mine æg ikke er tip top, tilføjer hun.
Skuespilleren, der sammen med filmfotograf Magnus Jønck har datteren Fernanda på 12 og sønnen Hector på syv, havde egentlig affejet tanken om et tredje barn og overvejede at få sat en spiral op – men så udeblev hendes menstruation, og kort efter konstaterede en gynækolog, at Beate Bille var gravid.
Det var ikke helt nemt at tro, at Beate Billes drøm om et tredje barn var gået i opfyldelse – men nu er ønskebarn nr. tre altså lige på trapperne.