Barnestjernen Dawn Lyn døden nær: Nu beder manden om pengehjælp

- Jeg er bare en tidligere soldat, som elsker sin kone.
Sådan indleder William Reese et hjerteskærende skriv til en GoFundMe-indsamling.
Han har gennem 25 år været ægtemand til den tidligere barnestjerne Dawn Lyn, som sidste år var døden nær efter en rædselsvækkende operation i hjernen.
Det skriver TMZ.
Ifølge det amerikanske medie blev Dawn Lyn, der er kendt for sin rolle som Dodie Douglas i tv-serien "My Three Sons", opereret for hjernekræft i oktober.
I forbindelse med operationen røg skuespillerinden dog i koma og måtte kæmpe for sit liv.
Heldigvis endte Dawn Lyn med at overleve, men i weekenden var den så gal igen. Her faldt hun nemlig søndag pludselig bevidstløs om.
![MY THREE SONS, (back row): Barry Livingston, Stanley Livingston, William Demarest, Don Grady, Tina Cole (front): Tramp the dog, Fred MacMurray, Beverly Garland, Dawn Lyn, 1960-72 (Mega Agency TagID: MEGAETSDMYTHEC016_265301.jpg) [Photo via Mega Agency]](https://imgix.seoghoer.dk/2023-06-26/megaetsdmythec016_265301.jpg?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Den tidligere barnestjerne er derfor nu indlagt på ny, hvilket er en dyr omgang, og derfor forsøger hendes mand nu at indsamle penge som en hjælp til de dyre hospitalsregninger, der samlet set allerede har rundet de to millioner dollars.
Ifølge ham vil parrets forsikring ikke længere dække omkostningerne, og derfor skal de selv betale 8.000 dollars om dagen, såfremt hun skal forblive indlagt.
- Og det er ikke et eller andet fint hospital for Hollywood-stjerner, hun er indlagt på, skriver manden og fortæller, at konen er indlagt på et helt almindeligt hospital i Los Angeles.
- Dawn er en ærlig, kærlig og rar person, som er havnet i en situation, hun ikke selv er skyld. Hun har ikke ikke taget stoffer eller er gået ned af andre mørke stier, som andre barnestjerner har, men en tumor og en fejlagtig operation er skyld i, at hun er havnet, hvor hun er.
Manden understreger herefter, at Dawn Lyn ikke er økonomisk sat, bare fordi hun er en kendt skuespillerinde.
- Sandheden er, at Dawn har levet et ydmygt liv, og at hendes opsparing er ved at løbe tør, hvilket betyder, at vi snart må sælge vores hus og andre værdier, skriver han og opfordrer folk til at overføre penge, såfremt de har lyst til at hjælpe.
Indsamlingens mål er 500.000 dollars, og der er i skrivende stund kun samlet 865 dollars ind.