Bandmedlem i Jung trækker stikket: Har brug for ro

LÆS OGSÅ: Beskidte dansetrin: Eurovision-stjerne gæster Danmark
Når det danske hitband Jung inden længe skal spille sommerens koncerter, bliver det uden Michael Hovmand på scenen.
Keyboardspilleren har nemlig brug for trække stikket og passe på sig selv.
Det meddeler bandet i et opslag på Instagram.
- Jeg kommer ikke med ud denne sommer for at spille sammen med gutterne og for jer.
- Det forholder sig sådan, at jeg lige nu har brug for at sidde over på de mange koncerter, for at få ro på og passe på mig selv, lyder det.
Selv om Michael Hovmand ikke vil være til stede under koncerterne, betyder det dog ikke, at bandets hits bliver fremført uden en mand på keyboardet.
Bandet har nemlig allieret sig med Thomas El Masri, der skal overtage pladsen bag tangenterne.
- Det er jeg rigtig glad for, og jeg håber, at I vil tage godt imod ham. Jeg vender stærkt tilbage på den anden side! Tusind tak for jer, lyder det videre i opslaget.
Jung er allerede planlagt til at skulle spille på flere danske festivaler i løbet af sommeren, heriblandt Nibe Festival, Samsø Festival, Smukfest og Musik i Lejet.
Meldingen kommer knap en uge efter, at Jung har udgivet deres splinternye album "Nu vil jeg hjem" efter tre og et halvt års pause.