Bam Margera deler billeder fra hospitalssengen: Han ER i live

I flere år har han kæmpet med et massivt misbrug af både alkohol og stoffer, lige som han har været indlagt med alvorlig sygdom.
Og den seneste uge har bestemt også været særdeles turbulent for ”Jackass”-stjernen Bam Margera, 43.
Sidste weekend valgte stjernens bror at efterlyse ham via de sociale medier, da både broren og andre familiemedlemmer og venner var yderst bekymret for hans tilstand.
Mandag kunne hans lettede bror dog meddele, at Bam Margera var blevet fundet og havde givet lyd fra sig. Broren fortalte i den forbindelse på sin Twitter-profil, at Bam Margera havde taget nok piller til at ”stoppe sit hjerte”.
”Jackass”-stjernen blev straks indlagt på en psykiatrisk afdeling og fik intensiv behandling. Efterfølgende er så han blevet overflyttet – denne gang til en afvænningsklinik.

Nu har hovedpersonen så selv givet lyd fra sig. På de sociale medier har han ifølge flere medier delt en række billeder, der viser ham i hospitalssengen.
Det er tydeligt at se på billederne, at den 43-årige stjerne har haft brug for intensiv behandling, efter han altså tog så mange piller, at han kunne have været død.
På billederne ses også NBA-stjernen Lamar Odom, der driver afvænningsklinikken Odom Wellness Treatment Centers i San Diego.
Basketballstjernen har tidligere udtalt, at han ville støtte Bam Margera og hjælpe ham, hvis han bad om det. Og det er altså sket nu, hvor Bam Margera har ladet sig indlægge på basketballstjernens klinik.
”Jackass”-stjernen har de seneste år været indlagt adskillige gange på hospitaler og afvænningsklinikker i kølvandet på hans massive misbrug.
Misbruget var formentlig én af hovedårsagerne til, at hans hustru Nicole Boyd efter sigende valgte at lade sig skille i 2021. Parret blev gift i 2013 og har sammen sønnen Phoenix på fem år.