Kendte15. oktober 2022

”Bagedyst”-Manja vil være den nye Linde: Ser op til Sofie

Kageprogrammet har vakt en gammel drøm til live: Bageteltets yngling håber på en fremtid som tv-vært
Manja Lindgaard
16-årige Manja Lindgaard overvejede hele vejen gennem casting at takke nej til at være med. Men da kameraerne først snurrede, fandt hun sig alligevel til rette i spotlyset.
 Foto: Photo: Alex Tran

Hun var alene hjemme, da hun tilfældigt så, at DR åbnede for tilmeldinger til en ny sæson af “Den store bagedyst”.

Uden at sige det til nogen – og også lidt for sjov, sendte Manja Lindgaard en ansøgning til Statsradiofonien.

Et par måneder senere havde hun glemt alt om ansøgningen, da DR pludselig inviterede hende til casting i Aarhus.

– Jeg tog til casting med den indstilling, at hvis jeg ikke kom med, var det helt fint – og hvis jeg kom med, så kunne jeg altid sige nej, forklarer 16-årige Manja, da SE og HØR møder hende hjemme i Esbjerg.

– Jeg havde egentlig ikke den store interesse i at være med i et tv-program. For det er lidt vildt, synes jeg.

Manja sagde alligevel ja, og da kameraerne først snurrede, vænnede hun sig hurtigt til at være på skærmen.

Manja Lindgaard
– Jeg er generation bagedysten, så jeg har set det her program hele mit liv, så det var så vildt selv at stå i bageteltet, fortæller Manja om at være blandt de ti nøje udvalgte amatørbagere.
 Foto: DR

Spejler sig i Sofie

Før har “Bagedysten” ageret springbræt for mange tidligere deltagere.

Det var dog ikke med håb om at gøre kagekarriere, Manja meldte sig.

Men da hendes far spurgte, om hun håbede at få noget ud af at være med i DR’s søde seerfavorit, begyndte hendes gamle barnedrøm igen at spire.

– Jeg har altid haft sådan lidt en barnedrøm om at være tv-stjerne, afslører Manja forsigtigt og fortsætter:

– Jeg har sådan en drøm om at være Sofie Linde, så jeg tænker, det kunne være megafedt at blive vært på et børneprogram eller et eller andet sjovt, lyder det.

Sofie Linde
– Jeg har altid set mig selv i Sofie Linde. Jeg synes, jeg kan spejle mig i hende, siger Manja om sit store idol.
 Foto: Kasper Wenstrup

Siden Sofie Linde første gang i 2009 tonede frem som vært på det hedengangne “SommerSummarum” på DR’s børnekanal Ramasjang, har Manja kunnet se sig selv i den populære vært.

– Jeg synes, jeg kan spejle mig i hende. Bare den måde hun er på – sig selv, åben, glad og smilende og omsorgsfuld over for alle.

Den type vil jeg bare gerne være. Så det stræber jeg lidt efter. Jeg synes bare, hun er fantastisk, lyder de store roser.

– Det passer ikke

Inden hun går benhårdt efter at blive den nye værtsdarling, skal hun forsøge at bage sig til tops i “Den store bagedyst”.

Og det har faktisk ikke været helt nemt, for den esbjergensiske teenager har med sine 16 år ikke den store bageerfaring.

Manja Lindgaard
Manja havde ikke den store bageerfaring, da hun meldte sig til “Bagedysten”, men allerede i første afsnit duperede hun dommerne med sine minilagkager.
 Foto: Alex Tran

Det til trods for, at DR i al presseomtale skriver, at Manja har været i lære som konditor i tre måneder.

Det maner hun dog fuldstændig i jorden.

– Det passer overhovedet ikke. Jeg har taget to måneders grundforløb for både kokke, slagtere og bagere, så jeg har ikke lavet en eneste kage.

Jeg har til gengæld lavet bearnaisesauce og skåret flæskesteg. Men det er jo ikke, fordi jeg kan bruge det til så meget, forklarer hun.

Manja Lindgaard
YouTube-videoer har både hjulpet Manja i køkkenet og ved klaveret.
 Foto: Alex Tran

I år har det populære program foretaget en kæmpe ændring. DR har således skruet op for antallet af hemmelige udfordringer.

Det vil sige, at bagetekniske erfaringer er gode at have på rygraden.

Men selv om Manja mangler erfaringen, er hun stærkt begejstret for det højere antal af udfordringer, som ingen af deltagerne har mulighed for at forberede sig på forud for optagelserne.

Manja Lindgaard
Musikken er den kagekyndige teenagers frirum. Det er her, hun slapper af og hygger sig.
 Foto: Alex Tran

– Det blev lidt hårdt at skulle have forberedt en kage til første program. Og det var bare én kage.

At forberede en kage, tage billeder af den og udvikle en idé til ugen efter … al forarbejdet var bare megahårdt, lyder det fra Manja, som måtte sætte både skole, job og korsang på pause, mens hun var med.

Nu vil tiden vise, om hun når til tops i bageteltet – og ikke mindst får drømmen om værtsjobbet opfyldt.

Sponsoreret indhold