Kendte12. september 2023

"Bachelorette"-kendis er død: Pløjede bilen ud over klippe

En australsk realitystjerne med en broget fortid er blevet fundet død få uger efter, han blev far til sit andet barn
"Bachelorette"-kendissen Charlie Newling er blevet fundet død få uger efter, han blev far.
"Bachelorette"-kendissen Charlie Newling er blevet fundet død få uger efter, han blev far.
 Foto: Facebook

Realitystjernen Charlie Newling er død.

Den 36-årige kendis, der er kendt fra den australske udgave af "The Bachelorette", er gået bort, efter hans bil kørte ud over en klippe.

Det skriver blandt andre Sky News og Mirror.

Ifølge medierne kommer den tragiske nyhed blot to måneder efter, at Charlie Newling blev far til sit andet barn.

Han skal være blevet fundet død lørdag aften i nabolaget Dover Heights i Sydney.

Det var tilfældige forbipasserende, der ringede til politiet efter at have spottet bilen ved bunden af en 70 meter høj klippe.

Myndighederne udtaler, at der umiddelbart ikke lægger noget kriminelt eller mistænkeligt bag dødsfaldet.

Charlie Newling blev kendt gennem "Bachelorette" i 2018, hvor han fik kælenavnet "Mr. Perfect".

Han endte dog ikke med at finde kærligheden i det populære datingprogram, men efterfølgende fandt han sammen med en kvinde ved navn Kristal Taylor.

De to blev forældre til deres første fælles barn i juli, mens Charlie Newling i forvejen havde en 13 år gammel søn fra et tidligere forhold.

Realitystjernen har trukket en del overskrifter i løbet af de seneste år.

Han blev for eksempel kritiseret af seerne i "Bachelorette", fordi mange mente, han opførte sig kontrollerende, og da han blev smidt ud af programmet, gik det endnu mere galt.

Her kom han nemlig op og slås på en bar, da han var ude og feste med nogle venner.

I 2021 blev han desuden dømt skyldig i at køre påvirket, og i september 2022 var den gal igen, da Charlie Newling blev idømt 13 måneders fængsel for trusler om at dræbe og torturere sin stedfar.

- Jeg dræber ham foran dig en dag, skrev han dengang til sin mor i en af i alt 37 beskeder sendt over en periode på tre timer.

- Du ved slet ikke, hvad jeg er i stand til, men bare vid, at det ikke bliver pænt, skrev han i en anden.

Charlie Newling nåede dog kun at afsone en måned, før han senere blev idømt samfundstjeneste i stedet.

Sponsoreret indhold