Kendte1. juni 2022

"Bachelor"-Casper afslører vild løn

Det var bestemt ikke småpenge, Casper Berthelsen fik for at medvirke i sidste års udgave af datingprogrammet
Casper Berthelsen var den første ungkarl i den danske udgave af "Bachelor".
Casper Berthelsen var den første ungkarl i den danske udgave af "Bachelor".
 Foto: Lotta Lemche/TV 2)

Det kan godt være, at Casper Berthelsen ikke fandt kærligheden under sidste års udgave af "Bachelor", men hans pengepung blev da i hvert fald forkælet.

Det var nemlig ikke småpenge, den 34-årige ungkarl fik for at vælge og vrage mellem de mange kvinder i det populære datingprogram.

Til Ekstra Bladet afslører han således, at han fik næsten en kvart million kroner for at medvirke.

Et beløb, han over for SE og HØR bekræfter, men som, han påpeger, inkluderer alt fra honorar til tøjbudget og diverse.

Han fortæller dog også, at han til enhver tid ville betale de 250.000 kroner tilbage til TV 2, hvis det betød, han havde undgået den depression, han fik i kølvandet på optagelserne.

En depression, han tidligere har fortalt, han blandt andet fik, fordi han følte sig som en fiasko efter ikke at have fundet den eneste ene i programmet.

- Når man har gennemgået et helt år med depression, som jeg har, så betyder penge og materielle goder bare ikke så meget mere, siger Casper Berthelsen til SE og HØR og fortsætter:

- Når man er så langt nede, begynder man pludselig at tænke på, hvilke ting der betyder noget i livet, og der er det altså bare ens vel og vel, ens mentale helbred og ens egen lykke, der er det vigtige. Så jeg ville med glæde have afleveret alt tilbage for at undgå den omgang.

Casper Berthelsen understreger endvidere, at han ikke deltog i programmet for at blive hverken rig eller berømt.

Han ville bare gerne finde kærligheden. Et mål, der som bekendt mislykkedes på Rhodos. Alligevel fortryder han ikke sin deltagelse.

- Generelt fortryder jeg ikke, fordi det var en stor oplevelse og et kæmpe eventyr, men jeg ville ønske, at efterspillet havde været anderledes. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre indsigt i, hvordan det påvirker en at være med i sådan et program.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Casper Berthelsen ville takke ja, hvis han blev tilbudt at medvirke i en ny sæson af "Bachelor", er svaret et klokkeklart nej.

Han er dog ikke afvisende for at takke ja til en anden rolle i programmet.

- Hvis Warner Bros eller TV 2 nu ringede og tilbød mig at blive vært, så ville jeg da ikke være afvisende, ligesom jeg heller ikke er afvisende over for at være med i andre programmer som deltager, såfremt det er noget, som tiltaler mig.

Sponsoreret indhold