Kendte24. september 2023

Astrid Elbo bliver udnævnt solodanser i Den Kongelige Ballet

Balletten fik en ny solodanser lørdag aften. Udnævnelsen fandt sted efter premieren på ”Svanesøen”, hvor balletdanser Astrid Elbo blev forfremmet foran en jublende sal i Operaen i København.
Den danske balletdanserinde Astrid Elbo har høstet priser i flere år, og nu er hun også udnævnt som solodanser på Den Kongelige Ballet 
Den danske balletdanserinde Astrid Elbo har høstet priser i flere år, og nu er hun også udnævnt som solodanser på Den Kongelige Ballet
 Foto: Costin Radu

Over flere år har både publikum, anmeldere og koreografer ladet sig begejstre gevaldigt over den 29-årige Astrid Elbo, som efter i går – lørdag aften – kunne smykke sig med en helt ny titel. Nu er hun nemlig solodanser ved Den Kongelige Ballet.

Det skriver Den Kongelige Ballet i en pressemeddelelse.

Selve udnævnelsen skete, efter hun havde danset det svære parti som den sorte og hvide svaneprinsesse i den ikoniske ballet ”Svanesøen”, og efter tæppefald kom balletmester Nikolaj Hübbe ind på scenen. Efter at have adresseret publikum, vendte han sig mod aftenens hovedrolleindehaver

– Kæreste Astrid, det gør mig så usigelig glad at stå her i aften over for dig, sagde en tydeligt rørt Nikolaj Hübbe.

– For du er en sand og skøn danserinde, der hver dag beriger alle os, der arbejder sammen med dig. Du er en meget begavet kunstner, som hele tiden går på opdagelse, som hele tiden afdækker nye områder af din metier. Alle elsker at arbejde med dig, fordi du tager dit danser-kald så dybt seriøst. Du hæger om din kunstart med højeste agtpågivenhed. Derfor er der også altid noget på spil, når du går på scenen. Du elsker at danse! Så meget at alle vi, der ser på dig, bliver forelskede i dig. Jeg har ventet på dette øjeblik, siden du var 14 år gammel.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-09-24/astrid-elbo-foto_-camilla-winther.jpg
Astrid Elbo er aktuel i den ikoniske ballet "Svanesøen"
 Foto: Camilla Winther

Herefter vendte han sig igen mod publikum og sagde:

– Kære publikum, tag vel imod kongelig solodanserinde Astrid Elbo.

Foruden sin imponerende karriere på Det Kongelige Teater har Astrid Elbo også haft en stribe populære engagementer uden for teatret. Mange kender hende fra Birgitte Stærmoses film Darling, fra Verdensballetten og fra Betty Nansen Teatret, hvor hun har danset flere titelroller.

I aftes blev Astrid Elbo fejret i Operaen til stor applaus fra kollegaer, anmeldere og et jublende henført publikum.

Sponsoreret indhold