Ariana Grandes bror, Frankie, overfaldet og udsat for røveri

Popstjernen Ariana Grandes storebror, Frankie Grande, 39, gik stille og roligt ned ad Eight Avenue i New York den 9. november, da han pludselig blev ramt af et knytnæveslag bagfra.
To teenagere stjal under overfaldet hans taske, skriver People.
Først tirsdag blev overfaldet offentliggjort, og her satte storebroren, der selv ernærer sig som skuespiller, ord på den frygtelige oplevelse, der skete bare en enkelt gade fra Times Square.
– Jeg er så taknemmelig for at være i sikkerhed og at have det bedre. Bliv ved med at skinne, og pas på jer selv derude, skriver han i et opslag på de sociale medier.
De to mistænkte – en 13-årig og en 17-årig – var bevæbnet med en pistolattrap og barberblade, da de passede Grande op omkring klokken 18.30 om aftenen.
Her stjal de hans Louis Vuitton-taske indeholdende hans IPhone 14 Pro, Airpods, solbriller, pung og kreditkort.
Den 39-årige Frankie Grande kom kun meget lidt til skade, og følte ikke behov for at modtage lægehjælp efterfølgende.
De to unge tyve blev pågrebet af politiet, da de forsøgte at bruge Grandes kreditkort i en nærliggende tobaksforretning. De er siden blevet sigtet for røveri, overfald og besiddelse af våben.
Frankie Grande er danser, skuespiller og YouTube-stjerne. Derudover har han deltaget i det amerikanske ”Big Brother”, samt ”Celebrity Big Brother”, og været dommer i ”Americas Best Dance Crew”.
Også på Broadway har han slået sine folder – både i ”Mamma Mia” og ”Rock of Ages”.
Men bedst kender vi nok Frankie som storebror til popsensationen Ariana Grande, der selv har haft sine kampe med indbrud, stalkere og tyveri.

I sommer - faktisk på Arianas fødselsdag - brød en mand ved navn Aaron Brown ind i den 29-årige megastjernes hjem i Montecito i Californien.
Sangerinden selv var ikke hjemme, og Brown blev hurtigt anholdt på adressen. Han nægter sig fortsat skyldig, men var i øvrigt ansvarlig for et andet alarmopkald ved Grandes hus i september 2021.
Her mødte han op med kniv, mens han truede Ariana Grande og hendes familie på livet. Ariana Grande har siden fået arrangeret et polititilhold.