Kendte25. februar 2022

Anna Thygesen siger op på Ekstra Bladet

Anna Thygesen vil hellere fokusere på sit job som kommunikationsrådgiver
https://imgix.seoghoer.dk/anna_0.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Efter seks måneder er Anna Thygesen færdig på Ekstra Bladet.

Hun skal dermed ikke længere være en del af sladderpodcasten "Kvindetribunalet".

Det bekræfter hun over for B.T.

Til avisen fortæller hun samtidig, at det er hendes egen beslutning at stoppe.

- Der er heldigvis ikke så meget drama. Vi lavede en aftale om at lave det, der blev til "Kvindetribunalet", i seks måneder og så se, hvad der så skete, siger hun og fortsætter:

- Og så må jeg bare sige, at jeg er kommunikationsrådgiver og beskæftiger mig med kommunikation, og det vil jeg simpelthen hellere end at være podcastvært på et formiddagsblad.

Anna Thygesen startede i jobbet tilbage i oktober og har altså været tilknyttet Ekstra Bladet et lille halvt år.

Henrik Qvortrup headhuntede hende dengang fra B.T., hvor hun var en fast del af panelet i sladderprogrammet "Det, vi taler om", der har Ditte Okman som vært.

Nu skal Henrik Qvortrup og Ekstra Bladet dog altså ud og finde en ny vært til deres sladderprogram.

Anne Thygesen er bestemt ikke den eneste medarbejder, der har sagt op på Ekstra Bladet den seneste tid.

Forleden beskrev Politiken, at omkring 30 redaktionelle medarbejdere er stoppet på avisen, siden Henrik Qvortrup blev ansat.

Flere af de nu tidligere medarbejdere udviste i Politikens artikel utilfredshed med ledelsen.

Anna Thygesen afviser dog over for B.T., at hendes opsigelse skyldes problemer med ledelsen.

Sponsoreret indhold