Kendte20. marts 2020

Ane Cortzen sælger på rekordtid

Lynhurtig handel: Tv-værten Ane Cortzen sælger liebhaver-lejligheden på 14 dage
https://imgix.seoghoer.dk/media/3566ef1cc924442d87e0705d5df7a07d.jpg
 Foto: Aller Media

Arkitekt og folkekær tv-vært Ane Cortzen kan sammen med manden, Benjamin Weber, glæde sig over, at de kun behøvede at have deres bolig på markedet i forsvindende kort tid.

Der skulle nemlig ikke mere end 14 dage til, før parrets 102 kvadratmeter store villalejlighed på Frederiksberg blev solgt.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Parret, der begge er uddannet arkitekter, købte hjemmet - som ligger i de to øverste etager af en murstensvilla fra 1909 - tilbage i 2002 for to millioner kroner.

Nu, mere end 17 år senere, er det altså tid til nye rammer, for hjemmet i det mondæne københavnerkvarter er nu blevet handlet til 7,7 millioner kroner - hvilket betyder, at de nye ejere fik et afslag på 100.000 kroner

De nye ejere kan se frem til flere arkitektoniske detaljer som en markant trappe, dobbelt loftshøjde med kig til næste etage og fritlagte bjælker.

Landets dyreste område

Netop Frederiksberg har vist sig at være et rigtig godt sted at investere sine penge i fast ejendom, hvilket i Cortzen og Webers tilfælde har betydet en forskel på 5,7 millioner kroner fra købs- til salgspris.

Kommunen er nemlig i dag landets absolut dyreste husområde - kun Gentofte og Københavns Kommune sniger sig op ved siden af.

I 2019 blev ejerlejlighederne og villaerne således solgt for henholdsvis 44.143 og 57.134 kroner pr. kvadratmeter, hvilket svarer til godt 6,62 og 8,57 millioner kroner for en gennemsnitlig bolig på 150 kvadratmeter.

Det viser tal fra Boliga.dk.

Til sammenligning skulle man af med omkring 595.000 kroner for et hus i samme størrelse i Lolland Kommune, og lige over én million kroner for en ejerlejlighed i Norddjurs Kommune, der således er de to steder i landet, der har de laveste hus- og ejerlejlighedskvadratmeterpriser.

Cortzen er lige nu aktuel i DR’s kulturprogram "K2", men hun har også været vært i mange andre programmer fra "TV!TV!TV!" og "Danmarks Bedste Portrætmaler" til "Fantastisk Forvandlinger", hvor hun rejser rundt i verden og ser på ekstraordinær arkitektur.

Se Ane Cortzens tidligere hjem her

Sponsoreret indhold