Kendte29. marts 2023

Andreas Odbjerg afslører: "Stor mand" skulle have været duet med Lis Sørensen eller Medina

Hitmageren afslører, at det slet ikke var planen, at han skulle gøre Tobias Rahim selskab i storhittet "Stor mand"
Her optræder Tobias Rahim og Andreas Odbjerg sammen til Smukfest 2022. 
Her optræder Tobias Rahim og Andreas Odbjerg sammen til Smukfest 2022.
 Foto: Dan Mariegaard

De sidste par år har du nok ikke kunne tænde for radioen eller ramme dansegulvet uden at høre "Stor mand", hvor Tobias Rahim og Andreas Odbjerg synger om en våd aften i Aarhus.

Drew Sycamore genfortæller i DR-programmet "Dansk musiks bedste" legenden om, hvordan "Stor mand" blev til under en rygepause, men sådan forholder det sig ikke, fortæller Andreas Odbjerg i programmet.

"Hjem fra fabrikken"-stjernen afslører, at monsterhittets oprindelige udtryk var meget mere jazzet, ligesom det ikke var fastlagt, at Odbjerg skulle synge sammen med Tobias Rahim, der er født og opvokset i Aarhus:

– Jeg var meget: "Kunne det ikke være fedt, det var Lis Sørensen, der sang?". For hun er fra Aarhus, og han (Rahim, red.) havde altid gerne ville lave noget med Medina, hun er også fra Aarhus. Så vi diskuterede i lang tid, om det skulle være den ene eller anden, genkalder Odbjerg om tilblivelsen af "Stor mand".

I sidste ende endte det dog med, at Andreas Odbjerg udlånte sit stemmebånd til sangen. Odbjerg forklarer i "Dansk musiks bedste":

– Og så var der det med "har aldrig danset med en stor mand som dig". Jeg tænkte, det kunne godt handle om én, der ikke havde bollet med én, der var så stor, som Tobias er.

I "Dansk musiks bedste" fortæller Andreas Odbjerg om tilblivelsen af "Stor mand" til musikkollegaen Drew Sycamore. 
I "Dansk musiks bedste" fortæller Andreas Odbjerg om tilblivelsen af "Stor mand" til musikkollegaen Drew Sycamore.
 Foto: Jeppe Kjær Andersen

I "Dansk musiks bedste" sætter de største koryfæer inden for den danske musikbranche sig ned og fortæller om tilblivelsen af danmarkshistoriens største hits. Og kollegerne i branchen er begejstrede for "Stor mand":

– Pissegod sang, lyder roserne fra Østkyst Hustlers Nikolaj Peyk, der især sætter pris på de homoerotiske undertoner i teksten.

– Jeg tror, der går ti år mellem, sådan noget sker, at der er nogen, der laver sådan et hit. Det er noget af det bedste, jeg har hørt i mange, mange år, supplerer Bossy Bo.

– Alt ved den her sang er så godt skruet sammen og så godt håndværk, lyder det fra Waqas Qadri fra Outlandish.

Sponsoreret indhold