
Andreas Bos dreng er flyttet til Georgien: - Min søn er besat

Når børnene bliver store, er det som regel tid til at flytte fra reden, og begge Andreas Bo Pedersens børn har nu sagt farvel til hjemmet.
Den ene af dem, Anton Pedersen, har dog også sagt farvel til Danmark, og med farmand Andreas Bos egne ord, så er sønnen besat - på den gode måde.
- Min søn er i Georgien i et halvt år for at læse. Da jeg blev skilt fra min ekskone, købte hun et verdenskort til ham, og han blev helt besat af det gamle Sovjetunionen. Så nu har han valgt at læse til skolelærer et halvt år i Georgien, forklarer Andreas Bo til SE og HØR.
Sønnike er dog ikke bare rejst halvvejs om på den anden side af kloden uden forberedelse, for Pedersen junior har taget sin "besættelse" til et højt niveau.
- Han taler russisk og har tre russiske stempler i sit pas, så der er flere lande, hvor han ikke kan komme ind i, lyder det fra den stolte farmand.
Og selv om man måske kunne tro, at en far og en mor ville være nervøse for at sende deres søn alene til et russisktalende land langt, langt væk fra Danmark, så er den sjove komiker helt rolig.
- Man lukker øjnene og satser på, at man har opdraget dem godt i den tid, man har haft dem. Og når de så kommer igennem det, så er det fedt. Når han er alene afsted, så ved jeg, han tænker sig om, at han er fornuftig, siger Andreas Bo.
