Kendte5. august 2022

Anders W. Berthelsen om hustruen: Kærlighed ved første blik

”Taxa”-stjerne Anders W. Berthelsen vidste øjeblikkeligt, at han ville giftes med Christina.
Anders W. Berthelsen
52-årige Anders W. Berthelsen tror på evig kærlighed, og snart kan han fejre sølvbryllup med fru Christina Pind.
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Det var kærlighed ved første blik, da Anders W. Berthelsen så Christina Pind første gang i Nørrebros Teaters kantine.

Hun skulle være påklæderske i en forestilling, som Anders spillede med i. Han introducerede sig straks for hende, og efter mødet gik han direkte ned i garderoben og sagde til sin skuespillerkollega Peter Mygind, at han lige havde fundet den kvinde, han skulle giftes med.

Det fortæller han i Alt for damerne, hvor han har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det var ved Christina, der gjorde ham så sikker på, at han skulle have en fremtid med hende.

- Ja, jeg ved det næsten ikke, for det var så mærkeligt. Men det var den måde, hun kiggede på mig på. Det lyder simpelt hen så klichéagtigt, men der var bare noget i hendes øjne, som lige med det samme fik mig til at tænke wauw, siger han og fortsætter:

- Det er ret vildt, faktisk. Selvfølgelig kunne det godt bagefter have vist sig, at hun var røvirriterende, men det var hun så ikke, haha. Heldigvis.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var kærlighed ved første blik, da Anders W. Berthelsen mødte Christina Pind, 50. Sammen har de datteren Vigga på 14. 
Det var kærlighed ved første blik, da Anders W. Berthelsen mødte Christina Pind, 50. Sammen har de datteren Vigga på 14.
 Foto: Mikael Rieck

Af frygt for at forkludre fremtiden, gik han langsomt til værks. Så langsomt, at Christian faktisk var overbevist om, at Anders slet ikke brød sig om hende.

Men han havde en plan. Og ”Alle for fire”-stjernen fik en hjælpende hånd af selveste Score Kaj. Peter Mygind turnerede dengang med den charmerende og selvsikre karakter med det lækre hår, og det var Anders, som første bilen, når Score Kaj skulle rundt i landet og optræde.

- Jeg inviterede Christina med på nogle af turene, og Peter var sød til at hjælpe med ”se her, Christina, du kan sidde på forsædet ved siden af Anders, så sidder Tom (Jensen, som spillede Prøve-Knud, red.) og jeg omme bagi”, fortæller han.

Planen lykkedes, for parret blev kærester. Og snart kan de fejre sølvbryllup.

Sponsoreret indhold