
Anders Bircow tidobler indtjeningen i sit firma
LÆS OGSÅ: Anders Bircow trækker i land overfor konen
Anders Bircow fik i det forløbne år pyntet på tallene i anpartsselskabet Andy.
Den 74-årige Linie 3-komiker løftede i perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025 indtjeningen til det tidobbelte i forhold til forrige år.
Bruttofortjenesten landede på knap 259.000 kr., står der i det friske regnskab, som netop er blevet offentliggjort. Året forinden var beløbet 23.723 kr.
- Jeg synes, det er gået godt, siger Anders Bircow til SE og HØR.
- Men jeg har mange andre indtægter, som ikke kan ses i regnskabet. Jo mere jeg kan holde det privat, jo bedre.
Anders Bircows, Thomas Ejes og Preben Kristensens fælles selskab Platin ApS udloddede et udbytte på 95.000 kr. til hver af de tre skuespilleres firmaer Andy, Copycat og Roddy.
Andy slutter derfor indkomståret 2024/25 med et overskud på 293.731 kr - forrige år var der et lille underskud. Anders Bircow kan derfor glæde sig over, at Andy i 2025 havde det bedste bundlinje-resultat siden 2020/21.
I mange år har Anders Bircows anpartsselskab bakset med en negativ egenkapital på flere hundrede tusinde kroner.
Men med vækst i indtjening og overskud er egenkapitalen nu på vej i den rigtig retning - den er på minus 77.447 kr.
Og selvom der stadig er plads i kalenderen, så ser 2026 lys ud.
- Jeg skal lave nogle koncerter med Thomas (Eje, red) og så skal jeg på turné med Dansk Schlagerparade - jeg tror, vi skal besøge tyve byer.
- Endelig har jeg også nogle foredrag, slutter Anders Bircow, som sidste år blev gen-gift med Marion på Fiji-øerne.
