Kendte15. oktober 2022

Amrinder efter “Den store bagedyst”: Jeg gjorde det for mig selv

I denne uge var det københavnske Amrinder, der måtte forlade det populære bageprogram
Amrinder arbejder til daglig som leder i en fritidsordning tæt på København, men har brilleret som amatørbager i de sidste fire uger på DR1.
Amrinder arbejder til daglig som leder i en fritidsordning tæt på København, men har brilleret som amatørbager i de sidste fire uger på DR1.
 Foto: Martin Høien

Chokoladetemaet var aftenens svære udfordring i “Den store bagedyst”, og det endte med at være Amrinder Kaur Sadana, der måtte forlade teltet i sæsonens fjerde program.

Og selv om hun ikke kom i finalen, er hun mere end stolt af, hvad hun har formået i programmet. For det er bestemt ikke en selvfølge, at hun skulle stå og bage foran rullende kameraer. Hendes eventyr i bagedysten startede, da hun mistede begge sine forældre.

I 2019 gik hendes far bort efter et hjertestop, der sendte ham i koma, og to år senere mistede hun sin mor til kræft, og så var Amrinder, der aldrig havde boet mere end 500 meter fra sine forældre, den eneste tilbage i familien, og hun skulle til at finde ud af, hvem hun var, når hun var helt alene.

Prøvede to gange

– De sidste tre år med sygdom var rigtig hårde, og savnet har fyldt enormt meget. Det har dog hjulpet mig, at jeg tænkte på mine forældre som to stjerner, jeg kan se op på, fortæller hun til SE og HØR.

Hun fortæller også, at hun besluttede sig for, at der skulle ske noget efter tabet af sine forældre, og nu ville hun gøre noget for sig selv. Hun havde sidste år meldt sig til “Den store bagedyst” og var kommet til casting, men endte ikke som en af de sidste ti.

Så da castingen åbnede for dette års, var det hendes chef, der sendte hende linket til tilmelding, og Amrinder besluttede sig for, at nu skulle det være, og hun ville prøve én gang til for sin egen skyld.

Fandt sig selv

– Jeg havde en sidste pligt som datter. Jeg skulle sprede min mors aske i havet i Indien, ligesom vi havde gjort med min far. Og da jeg havde gjort det og samtidig var kommet til casting, føltes det som en ny begyndelse for mig.

Amrinder forsøgte sig med en svane i chokolade, men det var ikke nok til overbevise dommerne om at give hende en uge mere.
Amrinder forsøgte sig med en svane i chokolade, men det var ikke nok til overbevise dommerne om at give hende en uge mere.
 Foto: DR

Og ser den indiske bageentusiast tilbage på sin tid, fortæller hun, at det har været en af de bedste beslutninger, hun har taget for sig selv, fordi hun kan se, det har udviklet hende enormt meget.

– Jeg gik fra at være en datter til at finde mig selv. Det har været meget grænseoverskridende at stå og bage på kamera, og jeg ved, at jeg for ti år siden ikke kunne have gjort det. Dengang var jeg meget lukket og stille, og jeg snakkede ikke med folk, jeg ikke var tæt på.

Nemmere nu

En forestilling, der i dag er svært at forestille sig, når man sidder over for en storsmilende kvinde, der til dagligt arbejder som leder i en fritidsordning og derfor har med børn at gøre. Noget hun heller ikke havde forestillet sig for ti år siden.

– Det hele er meget nemmere for mig nu. Det er nærmest surrealistisk, så langt jeg er nået, de seneste par år, og jeg er så stolt af, jeg tog chancen og meldte mig til i programmet. Det har været en kæmpe oplevelse.

Sponsoreret indhold