Amin Jensen er ikke i tvivl: Klar på mere ”Hit med sangen”

LÆS OGSÅ: Nu bekræfter Youssef Wayne Hvidtfeldt
De fleste danskere, der så tv i begyndelsen af det nye årtusinde, har formentlig sunget med hjemme i stuen fredag aften, når Amin Jensen bød velkommen til ”Hit med sangen” på DR1.
Fra 2000 til 2004 underholdt han sammen med Sascha Dupont, Sigurd Barrett og senere Jens Krøyer seerne, når holdkaptajnerne sammen med fire gæster forsøgte at gætte sange ud fra ledetråde i form af ord og tegninger.
Selv om det er over 20 år siden, at værten og pianisterne sagde farvel, står det klart, at de på ingen måde er afvisende over for at tage en ny tur i tv-manegen, hvis muligheden skulle opstå.
Det fortalte Amin Jensen lørdag, hvor både han, Sascha Dupont og Jens Krøyer var til stede ved prisshowet Årets Optimister i Nordhavn.
- Det er jo den gamle giftige trio fra ”Hit med sangen”, der er samlet, sagde han med et smil, før han blev spurgt, om de kunne tænke sig at lave programmet igen.
- Ja, kommer det tilbud, så siger vi nok ja.

Nogenlunde samme besked gav Sascha Dupont til pressen, da hun blev spurgt, om hun håbede på at lave mere tv.
- Ja da. Det gør jeg, men håbet kan man jo ikke leve af, grinede hun.
Amin Jensen måtte dog afvise, at der var noget konkret tilbud på bedding fra DR.
Han tror til gengæld på, at programmet også ville fungere i dag, selv om tiden er en anden.
- Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Jeg tror ikke engang, det behøver at blive opdateret, så det går hurtigere, sagde Amin Jensen.
Komikeren var fuld af gode historier på den røde løber lørdag aften.
Han kunne således også fortælle, at han havde fået en ny kæreste.
”Hit med sangen” blev senest sendt i 2007, da programmet gjorde comeback med Peter Kjær som vært.