Kendte30. august 2022

Amber Heards søster er rasende på MTV efter Johnny Depp-optræden

Til stor overraskelse optrådte Johnny Depp til MTV's prisuddeling
Whitney Heard (th) er ikke tilfreds med MTV, efter de brugte hendes søsters, Amber Heard (tv), eksmand under et stort anlagt show.
Whitney Heard (th) er ikke tilfreds med MTV, efter de brugte hendes søsters, Amber Heard (tv), eksmand under et stort anlagt show.
 Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix

Natten til mandag tonede det stort anlagte MTV Video Music Awards også kaldet VMA hen over skærmen, hvor diverse kunstnere optrådte og blev hyldet med priser.

Men en særlig optræden vakte opsigt, for efter en reklamepause i showet kom musikprisens maskot i form af en rummand ned fra loftet.

Og ved hovedet kom et billede af Johnny Depp frem til stor overraskelse for mange.

– Jeg vil bare have, at I ved, at jeg er klar på fødselsdage, bar mitzvahs og bryllupper. Alt hvad I kan bruge mig til. I siger bare til, lød det i en video fra skuespilleren, der ville fortælle, at han er klar på hvad som helst efter at have overstået en opsigtsvækkende retssag mod sin ekskone, Amber Heard.

Ikke alle var dog lige begejstret for musikkanalens idé om at bruge Johnny Depp i showet.

For på Amber Heards søsters, Whitney Heard, Instagram-profil raser hun mod MTV.

"I er ulækre og tydeligvis desperate. Jeg håber virkelig, at ingen af dem, der fik idéen, har døtre," skriver hun.

Hverken Amber Heard eller MTV har kommenteret på Johnny Depps optræden ved VMA.

Johnny Depp har lagt videoen på sin Instagram-profil.

Begge har anket

Det var som bekendt Johnny Depp, der trak det lange strå i den opsigtsvækkende retssag.

Her havde "Pirates of the Caribbean"-skuespilleren sagsøgt Amber Heard for 50 millioner dollars og anklaget hende for bagvaskelse, efter hun havde skrevet en klumme i 2018 om, hvordan hun oplevede hustruvold i hjemmet uden dog at nævne sin eksmands navn.

Amber Heard gik til modangreb og sagsøgte Johnny Depp for det dobbelte.

Han vandt samtlige af sine anklagepunkter, mens Amber Heard kun vandt et enkelt af sine.

Hun blev dømt til at betale ham over ti millioner dollars i erstatning, mens han kan nøjes med at betale hende to millioner.

Begge parter har dog anket injuriesagen, så dramaet er ikke helt slut endnu.

Sponsoreret indhold