Alle elsker 79-årige Leif: – Jeg er blevet kult

LÆS OGSÅ: Bubber lokker cykeltyv i fælde

Ved siden af et slamsugerfirma i et øde industrikvarter i Skive bliver Nutellaen tjekket, køleskabet renset og popcornene fyldt på.

Nu 79-årige Leif Dahlgård er ved at gøre klar til endnu en sæson på landevejen, for selv om det er mange år siden, han måtte lukke Dahlgårds Tivoli, som vi kender det fra 1999-dokumentaren af samme navn, så er den storrygende jyde stadig aktiv.

I pinsen stævner han ud med de tre salgsvogne, han har tilbage fra storhedstiden – og første stop er Ålestrup i Himmerland.

– Jeg kan ikke undvære det, for jeg elsker at komme ud på en tivoliplads. Så kommer folk og siger hej og vil have autografer og tage billeder med mig.

– Jeg er blevet kult – og det kan jeg slet ikke forstå.

Andre kigger lidt og går videre, og når de så har fået fire bajere, så kommer de igen og spørger, om de ”må få en lussing, så de kan få hjernen i gang”. Det citat husker folk, griner den gamle tivolidirektør, da SE og HØR møder ham i det jyske.

På Facebook har ”Dahlgårds Tivoli”-fansiden nu næsten 17.000 medlemmer – og programmet er så populært, at Leif Dahlgård bruger vinteren på at holde foredrag, om dengang DR kom forbi og dokumenterede tivolikongens specielle nomadeliv.

Den kultagtige succes kom dog for sent til at redde Dahlgårds Tivoli, som måtte lukke ned for 10 år siden, hvilket bestemt ikke passer den gamle chef.

– Jeg havde 40 mand, da jeg stoppede. Det var meget trist at sige til dem, at de ikke skulle komme næste år. Så var livsværket slut. Mine børn ville ikke længere.

– Så lukkede jeg, og det havde jeg det skidt med, men der var ikke noget at gøre.

– Min far startede det, så jeg havde sådan set ikke ret til at stoppe det, men det blev sådan, forklarer Leif Dahlgård.

Derfor kører han nu alene rundt med sit noget amputerede tivoli – og ikke engang konens KOL kan stoppe Leif i denne omgang, for han har besluttet, at han er cirkusmand, til han dør.

– Hun kan ikke få luft på grund af smøger. Det går ad helvede til, men det kan jo ikke hjælpe noget.

– Det er straffen for at ryge – og så spørger folk, hvorfor jeg ikke stopper, men jeg har det udmærket. Jeg bliver jo 105, så jeg har 25 års tivoli endnu.

– Da jeg blev gift med min kone, sagde jeg til hende, at det eneste du ikke kan få mig til, er at holde op med at rejse med tivoli. Og det holder jeg, lyder det skråsikkert fra gøgleren.

Skideballer i luften

I ”Dahlgårds Tivoli” kommer man helt tæt på både Leif og familien, men også flere af de ansatte fra dengang som Jan, Johnny og Martin – og selv om det nu er 25 år siden, følger den gamle chef stadig interesseret med i deres liv.

– Jeg snakker med dem engang i mellem på telefonen. De ringer, og så snakker vi gamle dage, og jeg forsøger at hjælpe, hvis de har et problem.

– De kan også få en skideballe, fortæller tivolichefen, som sætter ord på sin ledelsesstil, der vist i dag ville få prædikatet kontant, når de unge havde svært ved at komme op om morgenen.

– Jeg var ikke mere end dem, og de var ikke mere end mig. Der er ikke nogen mennesker, der er så ringe, at der er ikke er plads til dem her i livet.

– Jeg gik ind for sammenhold, og derfor kunne jeg sige til en ung mand, at han kunne komme og få en lussing.

– Det var jo sjovt dengang, og der var fuld knald på, husker Leif Dahlgård, som i dag må nøjes med at give sig selv en flad, hvis det brænder på i salgsvognen.