Alfred Midé Erichsens frieri kom bag på Madeleine: - Jeg hulkede i et kvarter

Frodige omgivelser på den anden side af kloden dannede rammen om det store øjeblik, da Alfred Midé Erichsen i foråret gik på knæ og friede til sin kæreste gennem seks år, Madeleine Holbek Boldsen.
Det store spørgsmål fik til at begynde med Madeleine til at grine.
– Jeg tænkte: "Ja ja, det vil jeg da gerne. Det har vi jo snakket om længe."
- Men så hev han den dér ring frem, og så hulkede jeg bare i et kvarter. Jeg var så overvældet!

- Det var bare et helt perfekt øjeblik, siger den kommende sømandskone til TV2.
Alfreds nerver var fuldkommen i ro under det store øjeblik, som for mange andre kan få angstsveden til at pible frem på panden.
Men ikke hos Alfred.
Han vidste, at Madeleine ville takke ja til ægteskabsbuddet, for den snak havde de allerede haft.

Hvor Alfred egentlig ikke havde tænkt, han skulle giftes, var det derimod et stort ønske for Madeleine.
Det har TV2-parret fortalt til BILLED-BLADET.
– Jeg har egentlig ikke noget forhold til det at blive gift, og det er ikke noget, mine forældre har gjort så meget ud af.
De blev gift i en frokostpause. Der har Madeleine det på en anden måde, lød det sidste år fra Alfred.
Han synes mere, det er børn, der binder to mennesker sammen og lagde heller ikke dengang skjul på, at det er med Madeleine han vil stifte familie.
– Men der er et eller andet i handlingen, der er så smuk.
For mig er et bryllup en kærlighedserklæring.
Og ikke at der er nogen tvivl om, at Alfred og jeg vil have hinanden, men den symbolik, der er i et bryllup, synes jeg, er virkelig smuk.
- Det behøver ikke være et kæmpe kirkebryllup, men en ordentlig kærlighedsfest kan jeg godt se idéen i, sagde Madeleine dengang.

Søulken vidste, hvor meget det betød for Madeleine at blive gift – og derfor ville han gerne give hende den oplevelse, fortæller han til ugebladet.
Om det bliver stort kirkebryllup eller ej, melder historien ikke noget om.
Til gengæld afslører parret, at festivitassen skal holdes i storebrors have til sommer.
Idéen til frieriet opstod et par måneder før parrets rejse til Oceanien, hvor anden sæson af ”Vores jord – kurs mod nye eventyr” er optaget, og straks indledte han jagten på den perfekte ring.
Det var først ugen før afrejse, han fandt den helt rigtige: En sølvring med en Tahiti-perle.
– Den var god, syntes jeg, for det var en lille smule af mig. Vi har jo selv ligget på Tahiti og dykket efter perler, fortæller han.
Panik i lufthavnen
Det lykkedes ganske vist Alfred at overraske Madeleine, men allerede i begyndelsen af rejsen, var hele planen overordentligt tæt på at blive afsløret.
For da Alfred skulle igennem security i lufthavnen, blev han pludselig bedt om at tømme sin rygsæk.
Foruden droner og kameraudstyr lå der også en lille firkantet smykkeæske, som Madeleine for alt i verden ikke måtte opdage.
Det gjorde hun heldigvis heller ikke.
Så da parret bevægede sig op på toppen af den lille Fiji-ø, havde Madeleine ingen anelse om, at vandreturen ville tage en særdeles romantisk drejning.
Til sommer bliver hun fru Erichsen – og står det til Alfred, går der heller ikke lang tid, før de tager hul på livet som småbørnsforældre.
Og så overvejer de at tilslutte sig familiekollektivet i Lynæs, hvor mellemste Havana-bror Theis bor sammen med sin Ida og deres børn – blot 50 meter fra forældrene Mikkel og Marian.