Kendte1. februar 2024

Alex Vanopslagh siger stop: Hetz mod Diez og direktør er hævngerrigt

Formanden for Liberal Alliance peger blandt andet på Nikita Klæstrup, når han skal komme med eksempler på skriv i pressen, hvor tonen mod Katherine Diez er blevet for hård
Alex Vanopslagh mener, at tonen bliver for hård, når en møgsag rammer enkeltpersoner i offentligheden.
Alex Vanopslagh mener, at tonen bliver for hård, når en møgsag rammer enkeltpersoner i offentligheden.
 Foto: Lars H. Laursen

Går udskamningen for langt, når en møgsag mod et individ først ruller i den danske presse?

Ja, mener Alex Vanopslagh, der torsdag står frem i Berlingske med tanker om hekseafbrændinger i ”et hævngerrigt samfund i blodrus”.

Ifølge partiformanden for Liberal Alliance er de seneste tids sager mod milliardæren Torben Østergaard og Katherine Diez eksempler på historier, hvor kritikken udvikler sig til hæmningsløs udskamning i en tone, der mere minder om raseri, blodrus og hævntørst.

– Det har siden tidernes morgen været en del af den menneskelige natur, at vi kan kamme over i hævntørst, nederdrægtighed og fryd over andres ulykke. Det er ikke noget nyt. Men det er en grim side af mennesket.

– Det er noget, som vi hver især bør forsøge at undertrykke – og som samfund skal vi ikke dyrke forargelsen og udskamningen hæmningsløst, uddyber Alex Vanopslagh på sin X-profil.

– Men det gør vi i stigende grad. Og det er det nye: at i en tid med polarisering, splittelse, fake news og digitale massemedier, så går politikere og medierne forrest i at dyrke menneskets grimme hang til at ville foretage offentlige hekseafbrændinger, fortsætter han.

Over for Berlingske peger han både på Ekstra Bladet og B.T, der har fået kommunikationseksperter til at vurdere, hvor svært det bliver for Diez at komme tilbage efter plagiatsagen.

Hos Ekstra Bladet har man i sit plus-univers fået sin skribent Nikita Klæstrup til at vurdere situationen.

Her lyder det blandt andet, at influenceren, der selv har været medlem af Liberal Alliance, undrer sig over, at folk er chokerede over Diez-sagen, når hun jo ikke engang bruger sit eget ansigt på sine billeder.

– Og det er for mig bare nogle af eksemplerne på, hvordan folk mæsker sig i at se et menneske falde dybt – helt uden moderation og empati, siger Alex Vanopslagh.

Han indskyder, at han også selv er faldet i fælden, ligesom hans parti har gjort det samme.

- Hvis vi som samfund ender et sted, hvor følelserne og forargelsen altid har forrang fremfor fornuften, så ender det i mere splittelse, polarisering og vrede, studser liberalisten til slut.

Efter plagiatsagen mod Katherine Diez, er der kommet tvivl om, hvorvidt litteraturanmelderen har en bog på vej. Læs mere om det her.

Sponsoreret indhold