Kendte18. september 2009

Alene på toppen

Sultan Kösen savner en kæreste to en halv meter over jorden
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/bizart/meget-lang-mand-jpg.jpg

Der er ensomt 246 cm over jorden. I hvert fald inde i tyrkiske Sultan Kösens 26-årige hovede.

Han er netop blevet kåret som verdens højeste mand i 2010-udgaven af Guinness Rekordbog og besøgte i den anledning London for at kippe med flaget for den mest solgte bog på jorden.

Men ét er freakshow, noget andet er, hvordan det mon egentlig føles at være verdens højeste mand. Sultan Kösen er godt nok enestående, men han er også ensom.

- Jeg kan ikke være i almindelige biler, og jeg vil så gerne købe en bil, jeg kan være i. Men allermest ønsker jeg mig at blive gift, lyder det sørgmodigt fra Sultans himmelstrøg.

Hjernesvulst

Sultan Kösens skudsmål fra venner lyder, at han er et utrolig omgængeligt menneske, altid villig til at skrue en pære i eller hænge en persienne op.

Men han er høj som et ondt år og blev først opereret for den hjernesvulst, som gjorde, at han blev ved med at vokse, sidste år. Det er der ikke så mange kvinder, som tænder på, og derfor er Sultan ked af det.

Eneste plaster på kæmpens højdesår er, at han kan se en forgyldt fremtid i møde som verdens højeste. Eksperter mener, han kan tjene op til 100.000 kroner om dagen - bare på at være sig selv.

Så kan han i det mindste invitere en lang cigar på middag. I girafburet.
Aj, undskyld, Sultan.

Sponsoreret indhold