Kendte25. august 2022

"Alene Hjemme"-stjerne Devin Ratray anklaget for voldtægt

Devin Ratray benægter alle anklager, fordi han er impotent
Devin Ratray.
Devin Ratray.
 Foto: Van Tine Dennis/Abaca/Ritzau Scanpix

Det er alvorlige anklager skuespiller Devin Ratray lige nu må forholde sig til.

Skuespilleren, der nok mest er kendt for sin rolle som Kevins storebror, Buzz, i "Alene Hjemme"-filmene, er anklaget for at have voldtaget en kvinde ved navn Lisa Smith.

Metro skriver, at episoden fandt sted i Devin Ratrays lejlighed på Manhattan i New York i 2017.

Lisa Smith beskylder skuespilleren for at have givet hende stoffer, inden han voldtog hende.

Kort efter anmeldte hun ham til politiet.

Tog kvælertag på ekskæreste

Det er ikke første gang, at Devin Ratray er i politiets søgelys. Sidste år blev han anholdt for vold mod sin daværende kæreste, som anklagede ham for at forsøge at kvæle hende.

Han blev senere løsladt mod kaution og erklærede sig uskyldig.

Efter løsladelsen skulle Lisa Smith angiveligt have kontaktet politiet for at høre, hvorfor der ikke blev fulgt op på hendes anmeldelse mod Devin Ratray.

Her lød svaret fra ordensmagten, at de ved en fejl troede, at hun ikke ville gå videre med sagen, og de derfor afsluttede den, hvilket hun ikke var tilfreds med.

Benægter: Er impotent

På aftenen for den påståede voldtægt mod Lisa Smith, har hun fortalt, at hun var i Devin Ratrays lejlighed sammen med en flok andre mennesker. Her skulle skuespilleren meget insisterende have givet hende et specifikt glas.

Efter at have drukket af glasset blev hun udmattet og blev opfordret til at sove i lejligheden.

– Jeg husker, at jeg vågnede og kunne ikke bevæge mig. Jeg havde svært ved at åbne mine øjne, men kunne høre, hvad der skete, og jeg kunne føle, hvad der skete, har hun fortalt.

Lisa Smith siger, at Devin Ratray voldtog hende i, hvad der føles som en "evighed".

Dagen efter konfronterede hun skuespilleren med overgrebet, men han benægtede det med den grund, at han er impotent.

I november 2017 indgav hun en anmeldelse, hvor hun blandt andet gav politiet det tøj, hun havde på natten for overgrebet, så det kunne blive testet for dna-spor.

Men Lisa Smiths samarbejdsvillighed med politiet og anmeldelse har ikke ført til nogen sigtelse mod Devin Ratray.

Sponsoreret indhold