Kendte5. september 2023

Aldrig sket før i "Landmand søger kærlighed": Slår vild rekord

29-årige Gustav er nu den landmand, som har modtaget flest breve i programmet
Gustav Alshauge slår rekord i "Landmand søger kærlighed" med sine mange breve. 
Gustav Alshauge slår rekord i "Landmand søger kærlighed" med sine mange breve.
 Foto: Anders Brohus/TV 2

Tirsdag aften er endnu et afsnit af datingprogrammet "Landmand søger kærlighed" rullet over skærmen.

Og her bliver seerne introduceret for Gustav Alshauge, som i den grad falder i damernes smag.

Han modtager nemlig breve fra intet mindre end 140 forskellige kvinder, som gerne vil på date med landmanden.

Det er det højeste antal breve i programmets historie.

Rekorden for fleste breve har hidtil tilhørt Emil Bay Mortensen, som fik 129 breve tilbage i 2021.

Til SE og HØR fortæller Gustav Alshauge, at det kommer som noget af en overraskelse, da Lene Beier hiver de mange breve ud af posen.

– Det var virkelig sindssygt. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Jeg kunne slet ikke komme til mig selv, jeg var helt rundforvirret.

Landmanden må dog kun vælge fem kvinder at invitere på date, og det er lettere sagt end gjort.

– Det var ikke en nem opgave, det var det ikke. Jeg var nødt til at få hjælp af venner og søster for at sortere ud i de mange breve, fortæller han og fortsætter:

– De kender mig heldigvis godt nok til at vide, hvem der kunne være et match for mig.

– Det var virkelig hårdt at sortere folk fra, som giver så meget af sig selv. Og så var der jo bare overraskende mange gode breve, så det var virkelig svært at vælge. Det var overvældende.

Hvorfor tror du, at så mange kvinder gerne vil date dig?

– Det har jeg også spurgt mig selv om, griner Gustav Alshauge og tilføjer:

– Måske var der mange kvinder, der lige passede ind i samme alderskategori som mig.

– Men jeg håber da også, at de synes, jeg ser sød ud.

Du kan se "Landmand søger kærlighed" hver tirsdag på TV 2 eller på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold